04.12.2018, 13:45 | Af: Flemming Linnebjerg | Foto: FC Midtjylland

Da Claus Steinlein var verdens største chance

Det var et opsigtsvækkende skifte, da Claus Steinlein returnerede til Ikast fS efter et ophold hos AGF

Claus Steinlein havde været en stærk figur hos Ikast fS i flere sæsoner, og nu var han tilbage i klubben.

I 1996 returnerede han fra et visit i AGF, og der var store forventninger og forhåbninger til, at den flittige midtbanespiller kunne være med til at redde eksistensen i den bedste række for Ikast fS.

Der var dog én, som ikke havde den store tiltro til FC Midtjyllands nuværende direktør, og det var cheftræner Kim Brink.

Han brugte ikke Steinlein ret meget, og inden forårets udekamp mod Brøndby IF, havde han en besked til truppen.

- Jeg tager verdens største chance i dag, forklarede han uden at uddybe i første omgang.

I stedet understregede han med tryk på alle stavelser:

- VER-DENS STØR-STE CHAN-CE.

Ikast-spillerne vidste endnu ikke, hvad cheftræneren hentydede til, men endelig afslørede Kim Brink sin plan.

- Claus Steinlein ..., du starter inde. Du er kommet tilbage fra AGF, du må kunne et eller andet.

Kort inde i kampen fik en af Ikast-spillerne en skade, og spillet blev stoppet.

Sundhedsstaben løb på banen, men det samme gjorde cheftræner Kim Brink, og han styrede direkte hen mod Claus Steinlein.

- Jeg har lyst til at sparke dig i røven - nu kommer du fandme' i gang, sagde cheftræneren til ham, og det kan nok være, det var en melding, som tændte op under Claus Steinlein.

I resten af kampen leverede han et sandt arbejdsraseri, og efter kampen var der roser til ham. Også fra Kim Brink.

At de aldrig blev rigtig gode venner, blev understreget inden næste kamp på hjemmebane mod Vejle Boldklub.

Her kom Claus Steinlein slet ikke på banen.