25.11.2018, 17:39 | Af: Flemming Linnebjerg | Foto: Getty Images

De danske mestre bag ny idrætsfriskole

FC Midtjylland sætter i samarbejde med ISI nye standarder for talentudvikling – til sommer åbner en ny idrætsfriskole i Ikast med fokus på det hele menneske og idræt i verdensklasse

GULDMINEN: FC Midtjylland og ISI lancerer i sommeren 2019 en nytænkende og banebrydende idrætsfriskole fra 0. til 9. klasse i Ikast.

Idrætsfriskolen henvender sig til børn med en brændende passion for pige- og drengefodbold samt pigehåndbold.
Leder for skolen bliver Svend Erik Schmidt, der er kendt som en af landets førende personligheder, når det gælder læringsstile og børns store forskelligheder.

I det første skoleår indledes der med fire klassetrin, fra 0. til og med 3. klasse, og derfra udvikles skolen til forhåbentlig at rumme 240 elever fordelt på 0. til 9. klasse i skoleåret 2022/23.

I en holistisk ramme er målsætningen at udvikle det 21. århundredes samfundsborger med afsæt i det hele menneske – og at skabe verdens bedste fodbold- og håndboldspiller, som administrerende direktør i FC Midtjylland, Claus Steinlein, siger.

Klubbens bestyrelsesformand Rasmus Ankersen kalder Guldminen/ISI Idrætsfriskole for et af FC Midtjyllands vigtigste strategiske projekter, og skolen bevæger sig på et niveau, som ifølge daglig leder Svend Erik Schmidt sætter helt nye standarder for skoler i Danmark.

Læs yderligere om idrætsfriskolen på www.guldminen.dk