27.11.2018, 08:05 | Af: Flemming Linnebjerg | Foto: FC Midtjylland

En idrætsfriskole i verdensklasse

Leder af Guldminen, Svend Erik Schmidt, er en af landets skarpeste hjerner indenfor læringsstile – og han glæder sig til at føre pædagogik på højeste niveau sammen med elitefodbold

GULDMINEN: - Set i et pædagogisk perspektiv vil jeg sige, at dette er en unik mulighed for i praksis at realisere visionen om at accelerere det enkelte barns læring i en atmosfære af verdensklasse og i respekt for fællesskabet.

Ordene er Svend Erik Schmidts, og han er, blandt meget andet, kendt for at være en af Danmarks skarpeste hjerner, når det kommer til læring og læringsstile.
56 år er han, og han er allerede godt i gang med det forberedende arbejde, som foreløbigt kulminerer til august 2019, når FC Midtjylland i samarbejde med ISI byder velkommen til de første elever på en ambitiøs og nytænkende idrætsfriskole med Svend Erik Schmidt som leder.

- Børn lærer på forskellige måder, det ved vi, og vi ved også, at mange lærere har svært ved at realisere idéen om læringsstile i den traditionelle skole, fordi vi mangler manpower i en model, hvor én lærer ofte står alene med 24 eller flere elever, som alle lærer bedst på hver deres individuelle måde. Det bliver markant anderledes med dette projekt, slår Svend Erik Schmidt fast, idet han i nærværende projekt ser nye og unikke muligheder for at accelerere det enkelte barns læring i et verdensklassemiljø med passionerede undervisere inden for både den sportslige og pædagogiske dimension.

- Jeg har en ambition om at skabe et dreamdream af certificerede og entusiastiske lærere omkring eleverne. Det er mit udgangspunkt, at alle kan lære alt – det handler i virkeligheden om at finde den rette vej, og det får vi fantastiske betingelser for at gøre på denne helt unikke idrætsfriskole, siger Svend Erik Schmidt.
I sin rolle som leder vil han være tæt på det enkelte barn og forældre, og han glæder sig til at stå i spidsen for det, han beskriver som en læringshave.

- Når vi snakker børn i så ung en alder, er det umuligt at sige, om barnet bliver en god fodboldspiller, så optagelseskriteriet handler i højere grad om passion. Børnene skal have brændende lyst til fodbold, der skal være opbakning fra forældrene, i Guldminen sørger vi for de optimale rammer, og med den cocktail imellem den sportslige og pædagogiske dimension, vi skaber, øger vi sandsynligheden for at udnytte det enkelte barns evner og potentiale rent læringsmæssigt, siger Svend Erik Schmidt.

Han er forberedt på, at der givetvis vil være mange og delte meninger om Guldminen – også i pædagogiske kredse.

- Når man tør sætte en klar kurs, vil der altid være folk, som bryder sig mere om en anden kurs, men jeg tror, at nærværende projekt i virkeligheden er noget af det, de fleste går og drømmer om i pædagogiske kredse, siger Svend Erik Schmidt.

Guldminens leder er derfor også begrundet optimist i forhold til at rekruttere de allerbedste undervisere fra den sportslige og pædagogiske verden.

Læs yderligere om idrætsfriskolen på www.guldminen.dk