19.12.2018, 10:57 | Af: Flemming Linnebjerg | Foto: FC Midtjylland

En ko, en banan og en hotdog på banen

Selv om Brian Priske engang skiftede fra FC Midtjylland til IK Start i Norge, havde han stadig indflydelse på en af midtjydernes kampe

FC Midtjylland var godt i gang med en af klubbens træningskampe i La Manga, men de var uvidende om, at en happening var undervejs.

På La Manga var også den norske klub IK Start, blandt andre klubber, og nordmændene havde Brian Priske i truppen – en spiller som på det tidspunkt havde en nylig fortid i netop FC Midtjylland.

En dag havde spillerne fra IK Start fri i nogle timer, og en gruppe af spillerne var ude for at handle, da de stødte på en række mere eller mindre klædelige kostumer.

Nu er træningslejre ikke altid det meste muntre i verden, og kedsomheden har det med at pirre kreativiteten, så hurtigt var Brian Priskes nye holdkammerater tændte på kostumerne.
De diskuterede lidt, hvilke kostumer de skulle købe, og valget faldt på en ko, en banan og en hotdog.

De norske spillere og Brian Priske vidste på det tidspunkt præcis, hvad dragterne skulle bruges til, men først skulle de fordele rollerne imellem sig.

Der skulle findes en chauffør, der skulle køre til planens scene, der skulle findes tre personer, som ville iføre sig kostumerne og løbe på tværs af banen midt i en kamp, og så skulle der være en flugtchauffør.

Brian Priske blev tildelt rollen som chauffør til planens scene, en fodboldbane hvor FC Midtjylland afviklede en træningskamp.
Han førte bilen hen til banen, i det modsatte hjørne holdt flugtbilen allerede klar.

I Brian Priskes bil sad en ko, en banan og en hotdog.
På et tidspunkt fik FC Midtjyllands modstander hjørnespark i den ende, hvor Brian Priskes bil holdt, og IK Start-delegationen blev hurtigt enige om, at det var nu.

Ud af bilen sprang tre levende kostumer, som stormede fra det ene hjørne til det modsatte hjørne på langs ad banen, mens FC Midtjylland-spillerne og modstanderne stod som forstenede …, for hvad i alverden foregik der?
En ko, en banan og en hotdog løbende tværs over banen.

Da trioen nåede det modsatte hjørne, hoppede de ind i flugtbilen, som hurtigt forsvandt fra stedet.

- Jeg tror ikke, jeg har grinet så meget nogensinde, fortæller Brian Priske, og seancen fyldte da også en del i Norge, hvor kampen blev live-streamet.

Der gik lidt tid, inden sagens sammenhæng blev opklaret, men der var ingen sure miner efterfølgende – det blev af alle betragtet som god lir.

- Det værste var vel, at FC Midtjylland vist indkasserede en scoring på det hjørnespark, vi forstyrrede, fortæller Brian Priske, der er kendt, og måske også lidt frygtet, som en af fodboldens fineste udøvere af practical jokes.

FCM vs. FCN – 21. jul.

Køb billet