15.12.2018, 09:58 | Af: Flemming Linnebjerg | Foto: FC Midtjylland

En meget nærgående bi

Daværende cheftræner Kim Brink morede sig, da FC Midtjyllands nuværende A+ træner René S. Andersen engang fik et bistik på et meget uheldigt sted

Træningerne i Ikast fS var som regel lange, da Kim Brink var cheftræner.

FC Midtjyllands A+ træner René S. Andersen var dengang en del af klubbens bedste trup som spiller, og da holdet på en varm sommerdag sluttede endnu en lang, taktisk træning af med at træne dødbolde, skulle René S. Andersen lade vandet ude i træerne inden dødboldene.

Mens han står ude i træerne, med ryggen til resten af holdet, kalder en af holdkammeraterne på ham. Han vender sig, mens han tisser, og de indleder en samtale.

Da René S. Andersen vender sig igen, sidder der en bi på den, han tisser med.

Han panikker og ryster den, som den aldrig er blevet rystet før, og det bliver lige voldsomt nok for bien, der svarer igen med et stik.

René S. Andersen råber og skriger, mens Kim Brink og resten af truppen får sig store og billige grin.

Dødboldstræningen går i gang, og René S. Andersen er med, men der går ikke lang tid, inden han trækker sig.

Han begynder at hæve i den ene side af ansigtet, og det bliver hurtigt mere og mere voldsomt med hævelsen, som spreder sig til andre dele af kroppen. Også til den han tissede med.

Kort efter sidder han i lægehuset i Ikast, hvor han straks for en indsprøjtning med en modgift, hvilket skaber ro igen.

Lægen forklarer, at den voldsomme reaktion skyldtes, at biens gift gik direkte i blodet, mens René S. Andersen ikke anede noget om, at han med oplevelsen fik en oplagt historie til FC Midtjyllands julekalender 2018.

I morgen kan du læse om dengang, Kristian Bach Bak skjulte en rygskade for cheftræneren - hvilket han har gjort både som assistenttræner og spiller.

FCM vs. AGF – 15. dec.

Køb billet