21.04.2020, 18:20 | Af: Mads Jakobsen | Foto: Daniel Stentz

En ny virkelighed for os alle sammen – også for FC Midtjylland

Som konsekvens af, at det grundet Covid-19 ikke er muligt at spille foran tilskuere i resten af indeværende sæson, tilbyder vi nu flere muligheder for vores sæsonkortholdere og billetabonnenter.

Siden Danmark – og hele 3F Superligaen – blev lukket ned, har myndighederne løbende afgivet informationer og indført restriktioner, der har ramt vores samfund og vores fælles passion for fodbold.

På den korte og mellemlange bane er der ingen tvivl om, at der venter en ny virkelighed. Også for FC Midtjylland. Mange brancher, inklusiv partnere i vores netværk, har sine udfordringer, og vi forventer et andet transfermarked. Det kan ramme FC Midtjylland, og det skal vi indstille os på.

Når det er sagt, så ligger det i vores DNA, at vi som Region og fællesskab skal igennem udfordringerne sammen og forhåbentlig se frem mod både et dansk mesterskab samt europæisk deltagelse i efteråret. Vores ambitioner er intakte. Det kræver dog, at vi kommer sikkert igennem den nuværende periode.

Du kan gøre en forskel – valget er dit

Som en konsekvens af de sundhedsmæssige restriktioner får vi ikke mulighed for at få tilskuere på lægterne på MCH Arena resten af igangværende sæson, og derfor vil der være en række kampe, du som sæsonkortholder eller billetabonnent går glip af. Det er klubben og ikke mindst spillerne meget, meget kede af. Men vi kan ikke ændre på det.

Reelt drejer det sig om 33% af sæsonens kampe, der skal afvikles uden tilskuere. Lovmæssigt er du berettiget til refusion, men vi vil bede dig overveje nedenstående muligheder og afgive dit svar senest den 30. april 2020. Svarer du ikke inden deadline, accepterer du automatisk løsning #1.

Vores kolleger i 3F Superligaen har oplevet stor opbakning med lignende initiativer, og vi håber naturligvis også på stor opbakning fra vores loyale og voksende fanbase.

Nedenfor kan du se mulighederne alt efter, om du har sæsonkort eller billetabonnement.

Muligheder for sæsonkortholdere

Som sæsonkortholder har du følgende muligheder:

#1 Jeg vælger med hjertet og støtter FCM – min klub
Jeg vælger ikke at modtage kompensation. Beløbet (33% af værdien af mit sæsonkort) skal derimod doneres til FCM Samfund og FCM Klubsamarbejdet. Jeg vælger denne løsning for at støtte arbejdet med at give noget tilbage til Regionen.

Vælger du denne løsning, sætter vi en "Jeg støttede FC Midtjylland under coronakrisen"-sticker på dit sæde, når du gentegner dit sæsonkort. C.C.-sæsonkort modtager en sticker til bilen eller hvor du ønsker at anvende den.

FCM Samfund arbejder for at gøre en forskel for mennesker med begrænsede midler i vores Region, mens FCM Klubsamarbejdet både understøtter 146 bredde-fodboldklubber i regionen og dyrker lokal talentudvikling.

#2 Jeg ønsker værdikuponer
Jeg vælger at konvertere beløbet (33% af værdien af mit sæsonkort) til værdikuponer, som jeg kan anvende i boderne på MCH Arena inden udgangen af 2020. Vi sender yderligere info, når vi nærmer os den kommende sæson og har overblik over, hvornår vi kan få tilskuere på MCH Arena igen.

#3 Jeg vælger at få refusion
Jeg vælger at få refunderet beløbet (33% af værdien af mit sæsonkort), og jeg vil derfor i august måned 2020 få udbetalt pengene fra FC Midtjylland. Vi sender nærmere information i juli måned.

Vær opmærksom på, at uanset dit valg, bliver du kontaktet vedr. gentegning af sæsonkort og mulighed for at beholde din nuværende plads på MCH Arena.

Foretag dit valg her

Muligheder for billetabonnenter

Som billetabonnent har du følgende muligheder:

#1 Jeg vælger med hjertet og støtter FCM – min klub
Jeg vælger ikke at modtage kompensation. Jeg lader mit abonnement løbe sæsonen ud til 30. juni 2020, hvorefter det automatisk stoppes. Beløbet (værdien af 3 måneders abonnement) skal derimod doneres til FCM Samfund og FCM Klubsamarbejdet. Jeg vælger denne løsning for at støtte arbejdet med at give noget tilbage til Regionen.

Vælger du denne løsning, sætter vi en "Jeg støttede FC Midtjylland under coronakrisen"-sticker på dit sæde, når du køber dit sæsonkort til næste sæson. C.C.-sæsonkort modtager en sticker til bilen eller hvor du ønsker at anvende den.

FCM Samfund arbejder for at gøre en forskel for mennesker med begrænsede midler i vores Region, mens FCM Klubsamarbejdet både understøtter 146 bredde-fodboldklubber i regionen og dyrker lokal talentudvikling.

#2 Jeg ønsker værdikuponer
Jeg vælger at konvertere beløbet (værdien af 3 måneders abonnement) til værdikuponer, som jeg kan anvende i boderne på MCH Arena inden udgangen af 2020. Vi sender yderligere info, når vi nærmer os den kommende sæson og har overblik over, hvornår vi kan få tilskuere på MCH Arena igen. Dit abonnement stoppes automatisk den 30. juni 2020.

#3 Jeg vælger at få refusion
Jeg vælger at få refunderet beløbet (værdien af 3 måneders abonnement), og jeg vil derfor i august måned 2020 få udbetalt pengene fra FC Midtjylland. Pengene betales tilbage til det kreditkort, som dit abonnement trækkes fra. Dit abonnement stoppes automatisk den 30. juni 2020.

Vær opmærksom på, at uanset dit valg, bliver du kontaktet vedr. køb af sæsonkort frem mod den kommende sæson.

Foretag dit valg her