08.10.2019, 17:09 | Af: Flemming Linnebjerg | Foto: FC Midtjylland

Far og søn i unik hyldest af FC Midtjylland

Klubben betyder rigtig meget for både Sergei og Erik Sviatchenko, og parret viser det blandt andet ved at stå bag designet af en jubilæumsboks med blazer, halstørklæde og slips

Hvis man gerne vil have defineret ordet stil, vil det være oplagt at kigge på Sergei og Erik Sviatchenko.

Far og søn står bag en unik hyldest af FC Midtjylland, da de i skøn forening med FC Midtjylland og JACK&JONES står bag designet af et jubilæumssæt bestående af blazer, halstørklæde og slips – et sæt i sublime materialer som leveres i en eksklusiv boks i anledning af FC Midtjyllands 20-årige jubilæum.

Erik Sviatchenko kender vi som anfører for FC Midtjylland og en mangeårig profil og kulturbærer i klubben, mens Sergei Sviatchenko er en internationalt anerkendt kunstner og et stort stilikon, og de har begge et helt særligt forhold til klubben.

- Det er en kæmpe stor glæde at få lov til at lancere denne unikke serie sammen med Erik. Jeg har tidligere været en del af lignende samarbejder, dog aldrig med en dansk fodboldklub så tæt på min sjæl og familien, siger Sergei Sviatchenko blandt andet.

I 2009 udsmykkede Sergei Sviatchenko akademiet i FC Midtjylland, og det gjorde han med collager fra den kendte serie LESS, og de 11 collager er nu skabt som silkeforing i jubilæumsblazeren. Derudover findes alle collager som små kort i lommen på blazeren.

At far og søn bevæger sig i en verden med stil, æstetik og mode, er ikke noget nyt – de har begge optrådt på Euromans top 10-liste over Danmarks mest velklædte mænd – Sergei Sviatchenko endda flere gange som nummer et. Sammen driver de også bloggen Close Up & Private.

I forbindelse med et besøg i Erik Sviatchenkos stilfuldt indrettede hjem, med masser af Sergei Sviatchenko kunst omkring os, fortæller Erik Sviatchenko, at han bruger rigtig meget tid sammen med sin far.

- Med dette projekt forener vi sammen med JACK&JONES alle vores fælles interesser. Samtidig, hvilket er vigtigt, glæder det os uendelig meget, at vi på denne måde giver noget tilbage til FC Midtjylland, som betyder rigtig meget for vores familie, siger Erik Sviatchenko.

For FCM-anføreren har det været en spændende udfordring at arbejde med klubbens historie – og gøre det muligt at tage FC Midtjyllands historie på med stil.

- Der er noget specielt over at bære klubbens historie, og det er nu muligt, som den stærke FCM-anfører siger.

Jubilæumssættet i den specialdesignede boks kan købes i Ulveshoppen på MCH Arena samt på ulveshoppen.dk, og prisen er lige så speciel som tanken – du får det hele for bare 1500 kroner.

FCM vs. RFC – 21. okt.

Køb billet