09.06.2017, 12:00 | Af: | Foto: FC Midtjylland

FC Midtjylland ansætter ny elitechef

En gammel kending er ansat i en ny stilling som elitechef, der skal sikre kvaliteten i træningen og udviklingen af de yngste fodboldspillere

FC Midtjylland opruster på ledelsesgangen med en elitechef, der kommer til at stå i spidsen for kvalitetssikring af trænerne og træningen af de yngste spillere fra U15 og yngre og dermed den yngste talentudvikling i FC Midtjylland.

- I en tid, hvor der er øget fokus på talentudvikling blandt de yngste, vil vi i FC Midtjylland være med fremme og sætte standarden for den kvalitet, der tilbydes til årgangene fra U15 og ned, siger akademichef i FC Midtjylland Flemming Broe.

Jonas Bliksted er en gammel kending i FC Midtjylland. Han kommer fra Thy og har selv været inde over akademiet som fodboldspiller. Senest har han arbejdet for FCM Klubsamarbejdet og været træner i FCM Elitefodboldskole i Herning. Nu bliver han elitechef i FC Midtjylland.

- Det er rigtig dejligt, at en af vores tidligere spillere i klubben gør trænerkarriere og nu også lederkarriere og får en rolle i den her nye stilling, siger Flemming Broe

-  Jeg har jo drømt om at være træner i FC Midtjylland, og det var min drøm, da jeg startede i FC Midtjylland for ti år siden. Den drøm har ændret sig i min tid i klubben. Jeg er sindssygt glad for, at jeg får muligheden for at prøve mig selv af som leder, siger Jonas Bliksted.

Når Jonas Bliksted bliver elitechef, bliver hans arbejdsopgaver udelukkende administrative, og dermed er det også et farvel til trænergerningen, men tiden på træningsbanen har på ingen måde været forgæves for den 30-årige thybo, der starter i den nye funktion efter sommerferien.

- De sidste 10 år som fodboldtræner har jeg fundet ud af, hvilket ben jeg skal stå på, for den erfaring jeg nu har fra træningsbanen gør, at jeg har fingeren på pulsen i forhold til elitefodbold, siger Jonas Bliksted.

En del af Jonas Bliksteds jobbeskrivelse består i at være kultivator og føre FC Midtjyllands værdier og kultur ud i livet både i den eksisterende træning, men også til eventuelle nye trænere i FC Midtjylland.

- Værdimæssigt skal jeg vise den røde tråd og forklare, hvad de midt- og vestjyske værdier er, og hvad vi er skåret af her i FC Midtjylland, siger Jonas Bliksted.

FCM vs. BIF – 29. okt.

Køb billet

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox