20.12.2018, 09:17 | Af: Flemming Linnebjerg | Foto: FC Midtjylland

FC Midtjylland blev reelt født på Holstebro Stadion

Et tilfældigt møde i Holstebro genskabte kontakten mellem Ikast fS og Herning Fremad – dagen efter blev beslutningen om at etablere FC Midtjylland taget

I 1998 brød forhandlingerne mellem Ikast fS og Herning Fremad sammen.

Efter et halvt år med ugentlige møder, uden at blive enige om ret meget, endte det i kaos, og på et efterfølgende møde i Messecentret, hvor pressen var til stede, blev uenigheder og grøfternes dybde udstillet for offentligheden.

Tanken om et fælles midtjysk fodboldmandskab var stendød.

Processen havde heller ikke de bedste kår – blandt andet var der dagen efter de indledende møder i Midtbank i Herning en yderst detaljeret beskrivelse i Herning Folkeblad – og de blev hver gang placeret af en af deltagerne i forhandlingsgruppen.

Tingene ændrede sig senere samme år via et tilfældigt møde på Holstebro Stadion, hvor værterne spillede en kamp mod Herning Fremad.
På tilskuerpladserne sad blandt andre Ikast fS-formand Johnny Rune, og han faldt i snak med sin formandskollega fra Herning Fremad, Steen Hessel, og de blev hurtigt enige om at genoptage snakken.
Bare de to.
På Johnny Runes kontor næste dag.

I mellemtiden havde Ikast fS stiftet klubsamarbejdet FS Midt/Vest, som i første omgang inkluderede 27 klubber rundt om Ikast og Herning, og tiltaget var blandt andet sat i verden for at lokke Herning Fremad tilbage til forhandlingsbordet.

Det var dog nok mere tilfældigheder, som skabte den mulighed, og på mødet hos Johnny Rune blev de to formænd hurtigt enige: Vi gør det.

Hvad der dukkede op af forhindringer, udfordringer og så videre, ville de løse løbende, og de meldte hurtigt ud, at beslutningen var taget – dermed var der heller ikke så meget at rafle om – alle problemer skulle løses på vej mod den nye fodboldsatsning i Midtjylland.
Og der var nok løse – fra små ting til store udfordringer – men det lykkedes. Fordi det skulle lykkes.

Også med at placere stadion i Herning, mens truppens dagligdag samt talentudvikling blev placeret i Ikast, hvilket kom i stand, da det ikke lykkedes at placere et nyt stadion i HI Park midt mellem de to byer.

Siden er meget sket, men der var alt andet end medvind fra første færd.

For eksempel var der budgetteret med sponsorindtægter på 16 millioner kroner det første år – i virkeligheden kom der 10-12 millioner kroner i kassen – og når man ser på alle forhindringer fra dag et, er det endnu mere unikt, at FC Midtjylland i 2019 fylder 20 år.