05.11.2017, 09:30 | Af: Jakob Nørgaard | Foto: Getty Images

FC Midtjylland henter Bubacaarr Sanneh

Ulvene forstærker forsvaret med forsvarsklipen Bubacaar Sanneh fra AC Horsens

FC Midtjylland har hentet en ny mand til midterforsvaret i brølstærke Bubacaar Sanneh, der kommer til fra superligaklubben AC Horsens.

- Vi har sikret os en enormt dygtig duelspiller til forsvaret. Han er god i en-mod-en-situationer, og så er han fremadrettet. Han er som skræddersyet til vores system, og så er han vel ligaens stærkeste spiller på dødbolde, som er et vigtigt parameter her i FC Midtjylland, siger cheftræner Jess Thorup.

Bubacaar Sanneh har været fast mand i AC Horsens solide defensiv i denne sæson, hvor de har lukket 19 mål ind i 15 kampe. Sanneh har scoret fire mål i denne sæson.

- Der er ingen tvivl om, at Bubacarr Sanneh har et stort potentiale, og vi tror på, at vi kan løfte ham yderligere 10-20 procent her i FC Midtjylland og gøre ham til en endnu større profil i Alka Superligaen, siger Jess Thorup.

Den gambianske forsvarsspiller, der fylder 23 år den 14. november, kommer til FC Midtjylland efter tre sæsoner i AC Horsens, hvor han indtil videre har spillet 99 kampe. Her har han i alt scoret 14 mål og lagt op til fem mål.

- Vi henter Bubacarr Sanneh, fordi han passer godt ind i vores i vores tremandsforsvar i det nye 3-4-3-system. Med Bubacarr Sanneh henter vi en kvalitetsspiller på denne centrale position, som giver øget konkurrence i vores i forvejen stærke bagkæde, siger sportschef Svend Graversen.

Bubacarr Sanneh kommer til en forsvarstrup, hvor der i forvejen er prominente navne i Kian Hansen, Filip Novák, Zsolt Korcsmár, Markus Halsti og skadede Rasmus Nicolaisen samt udlejede Kristian Riis.

- I FC Midtjylland skal vi altid have stor konkurrence på pladserne. Vi har længe haft et godt øje til Bubacarr Sanneh, som nu kommer til FC Midtjylland i en spændende sæson. Vi udviser rettidig omhu ved at hente Sanneh nu, så vi er rustet, hvis der skulle komme udskiftninger i forsvaret i de kommende vinduer, siger Svend Graversen.

Bubacarr Sanneh har to A-landsholdskampe på CV’et for Gambia, hvor han fik debut tilbage i 2013.

- Vi er meget tilfredse med at kunne hente Bubacarr Sanneh i skarp konkurrence med andre topklubber. Det viser, at FC Midtjylland er en attraktiv klub, hvor man som spiller har mulighed for at udvikle sig, spille med i europæisk fodbold og spille med om titler, siger Svend Graversen.

Bubacarr Sanneh får fire år i FC Midtjylland og starter i klubben ved transfervinduets åbning den 1. januar 2018.