15.09.2017, 09:45 | Af: Jakob Nørgaard | Foto: FC Midtjylland

FC Midtjylland lancerer ny app til fans

Ulvefans kan se frem til at komme helt tæt på ulvene med FC Midtjyllands nye app, der skal give den bedste fanoplevelse og hver dag give fans, tilskuere og følgere de bedste nyheder først samt en udvidet indsigt i truppen

Nu er den her endelig!

Fredag udkommer FC Midtjylland med en ny app, der skal give den bedste fanoplevelse til fans, tilskuere og følgere af FC Midtjylland. App’en kommer til at indeholde unikke nyheder fra FC Midtjylland, udvidede statistikker i forbindelse med kampe, indsigt i træning og taktik, en masse videomateriale fra FCM TV, deltage i fan-konkurrencer og quizzer samt muligheden for at optjene point, som giver adgang til at købe lodder og på sigt få adgang til unikke tilbud, som kun er tilgængelige for brugere af app’en.

- Vi ønsker at give endnu mere af os selv, vi vil helt tæt på alle FCM-fans og fodboldinteresserede i hele vores region, og derfor lancerer vi den her app, fordi vi gerne vil give vores fans den bedste platform at følge os på. På den nye app kommer vi til at samle alt, hvad der er relevant for vores fans, og med app’ens mange funktioner bliver den et samlingspunkt for vores fans og kanal til et nært forhold mellem FC Midtjylland og de mange mennesker, der interesserer sig for vores klub, siger administrerende direktør Claus Steinlein.

Det bedste indhold på appen
Der er mange platforme, hvor man i forvejen kan følge ulvene: På fcm.dk, Facebook, Twitter og Instagram. Disse platforme vil fortsat blive opdateret, men app’en kommer til at samle alt det bedste indhold, og det vil være her du får dine nyheder om FC Midtjylland først.

- Der findes allerede mange gode fodbold-apps. Men vi mener alligevel, at vi nu kommer med noget unikt til vores fans. I første omgang lancerer vi version 1.0, men arbejdet med version 2.0 er allerede langt, og her kommer vi til at give endnu mere, siger kommerciel direktør Jacob Jørgensen, der har arbejdet med appen i det seneste år.

I forbindelse med FC Midtjyllands kampe vil man kunne deltage i fankonkurrencer og quizzer samt deltage i lodtrækninger – både på stadion og hjemme foran tv-skærmen. På MCH Arena kommer den også til at øge oplevelsen, hvor man for eksempel kan handle i boderne via app’en og bestille gennem et fast track med både bestilling og betaling fra sit sæde på stadion.

Ny branding-satsning
App’en bliver et led i at komme tættere på hele regionen, og det er et naturligt skridt i udviklingen, at FC Midtjylland fremover prioriterer at have en app, så fans kan få deres startopstillinger, nyheder om transfers, trupudtagelser samt nye quizzer og 2D-view i realtime af ulvenes hjemmekampe på mobilen. I sommer kom Morten Andreasen til som ny marketingchef til FC Midtjylland. Han kom fra virksomheden Many Digital, som er udviklerne bag appen.

- Efter et længere udviklingsforløb, med vores partner Many Digtital, glæder vi os til at få den i luften. Vi mener, at tiden er moden til, at tage dette initiativ og samle alt det bedste ét sted, og vi er sikre på, at fansene vil tage godt imod den, siger Morten Andreasen.

Du kan downloade app’en fredag den 15. september 2017 og hold øje med de nye tiltag, der er på app’en samt de nye muligheder, der er i forbindelse med kampe.

Lanceringen af FC Midtjyllands nye app præsenteres af Hessel.dk, Det Faglige Hus, Danske Spil og Faxe Kondi/Royal Unibrew.

Ved yderligere spørgsmål om appen kontakt Jacob Jørgensen på 25 60 00 59 / jjo@fcm.dk.

FCM vs. ACH – 20. okt.

Køb billet

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox