04.10.2019, 08:00 | Af: Flemming Linnebjerg | Foto: Getty Images

FC Midtjylland leverer endnu et kanonregnskab

For andet år i træk leverer FC Midtjylland et regnskab, der viser et overskud på mere end 65 millioner kroner

Resultatet i 2018/19-regnskabet hos FC Midtjylland lyder på 66,4 millioner kroner før skat - driftsoverskuddet (EBITDA) er 99 millioner kroner.

Det flotte økonomiske resultat er blevet skabt på baggrund af en sæson, hvor FC Midtjylland for første gang nogensinde vandt pokalturneringen, og samtidig for første gang rundede en kvart milliard i omsætning, mere præcist 269,9 millioner kroner.

- Vi er stolte af at vise, at sidste års rekordregnskab ikke bare var en enlig svale. Det vidner om, at vi har bygget en forretning, der ikke beror på tilfældigheder, og at den strategi, vi har fulgt de seneste fem år, ikke bare virker sportsligt, men også økonomisk, forklarer bestyrelsesformand Rasmus Ankersen.

Det flotte 2018/19 regnskab afspejler endnu et år med en stærk performance på transfermarkedet. Samtidig er det værd at hæfte sig ved, at de kommercielle indtægter er blevet løftet med 24 procent i forhold til 2017/18 sæsonen.

- En af de mest opløftende ting i regnskabet er for mig den store vækst i sponsor- og kommercielle indtægter. Vores kommercielle afdeling er stærkere end nogensinde, og vi er taknemmelige for den opbakning, vi får fra virksomheder over hele landet. Det er et signal om, at FC Midtjylland som Jyllands stærkeste sportsbrand får stadigt bredere appel i erhvervslivet.

Med det gode regnskab er FC Midtjyllands egenkapital nu på 149,5 millioner kroner, og bestyrelsesformanden er optimistisk omkring fremtiden.

- Vi har en ejer, der har vist, at han er parat til at investere og tage risiko, og nu er vi en position, hvor vi er i stand til at investere for at flytte klubben til det næste niveau. Vi har nogle store planer på både den kommercielle og sportslige del, som vi glæder os til at præsentere i løbet af nogle måneder, fortæller Rasmus Ankersen.

FCM vs. RFC – 21. okt.

Køb billet