03.06.2020, 09:30 | Af: Administrator | Foto: Getty Images

FC Midtjylland og Danske Spil udvider samarbejdet

Kommerciel direktør Jacob Jørgensen glæder sig til at fortsætte samarbejdet med Danmarks største spiludbyder

Mandag eftermiddag var FC Midtjylland tilbage på græsset for at spille Superligafodbold, men også uden for banen er der positive ting at berette om, da FC Midtjylland med stor glæde præsenterer en forlængelse og udvidelse af samarbejdet med Danske Spil.

- Danske Spil er landets største spiludbyder, som vi har fornøjelsen af at samarbejde med. Et samarbejde vi betragter som godt, stærkt og innovativt, så det er med stor tilfredshed, at vi nu har en forlængelse af vores samarbejde på plads, siger Jacob Jørgensen, kommerciel direktør hos FC Midtjylland.

Han er på linje med Niels Erik Folmann, direktør i Danske Licens Spil, som forklarer Danske Spils bevæggrunde for at forlænge og øge engagementet i Superligaens førende klub.

- FC Midtjylland har de senere år konsolideret sig i toppen af dansk fodbold og ligger i øjeblikket til at vinde endnu et dansk mesterskab, der giver adgang til de europæiske kvalifikationsturneringer. Samtidig har man støt og roligt opbygget en stor skare af trofaste fans, der støtter klubben og holdet. Det gør naturligvis klubben attraktiv for os, og derfor har vi været meget interesseret i at fortsætte det gode samarbejde, siger Niels Erik Folmann.

Danske Spil er meget bevidst om det store ansvar, der følger med som landets største spiludbyder, og derfor er det afgørende for dem, at de sammen med blandt andre eksperter, andre spiludbydere samt myndigheder udbreder kendskabet til spilafhængighed, som forebygger, at spillere fra ungdomsrækkerne til Superligaen får et usundt forhold til spil.

Her spiller klubberne en væsentlig rolle, da de er tæt på spillerne i hverdagen.

- At spille med omtanke handler ikke kun om pengespil, det er også et spørgsmål om, hvordan man opfører sig over for hinanden og for eksempel er en ansvarlig holdkammerat. Som en del af aftalen vil vi derfor sammen med klubben samle udvalgte spillere for at sætte fokus på, at det skal være sjovt og underholdende at spille både på og uden for banen, og for at nå bredt ud med budskabet producerer vi en lille film med en FCM-profil.

Niels Erik Folmann kalder FC Midtjylland en topambitiøs klub, som hele vejen rundt er dybt professionel.

- FC Midtjylland er også en klub, som ønsker at tage ansvar – ikke bare for fodbolden, men også for det samfund, man er en del af. Det afspejler sig for eksempel i, at FC Midtjylland ønsker at være hele regionens hold og blandt andet samarbejder med andre klubber i Midt- og Vestjylland for på den måde at styrke fodbolden, udvikle talenter og skabe talenter, siger Niels Erik Folmann fra Danske Licens Spil.

Udsalget i Ulveshoppen er i gang, og du kan bl.a. købe spillertrøjer til kun 299 kr. og spillertryk til kun 50 kr.
Se tilbuddene her