18.09.2019, 17:01 | Af: | Foto: FC Midtjylland

FC Midtjylland opruster med fankoordinator

Nicolai Eichmeyer har det seneste halvandet år været tilknyttet FC Midtjylland i rollen som SLO på deltid. Nu ansættes han på fuldtid

Siden januar 2018 har Nicolai Eichmeyer og Søren Ross i fællesskab arbejdet som fankoordinatorer i FC Midtjylland, hvor de, i samarbejde med den officielle fanklub Black Wolves og de øvrige aktive grupperinger i fanmiljøet, har styrket dialogen mellem klub og fans.

Ansættelsen af fankoordinatorerne har været en katalysator for den positive udvikling og nu styrkes setuppet yderligere med en fastansættelse af Nicolai Eichmeyer. 

- I den forgangne sæson oplevede vi et rigtig godt samarbejde med Nicolai Eichmeyer og Søren Ross, som i fællesskab varetog opgaven som fankoordinatorer – for at bygge videre på det gode samarbejde og sikre kontinuitet, var det naturligt for os at tilbyde Nicolai en fast stilling som fankoordinator i FC Midtjylland, fortæller marketingchef Morten Andreasen og uddyber: 

- I FC Midtjylland er det en ambition, at vi flytter os markant på tilbud og oplevelser til at alle typer af fans af klubben – derfor er det også et naturligt, strategisk initiativ fra klubbens side at investere i at styrke relationen og involveringen af de mange forskellige typer af fans. Det skal Nicolai være med til at bygge videre på.

24-årige Nicolai Eichmeyer fra Videbæk har været fan af FC Midtjylland sin 2003 og han glæder sig over sin nye stilling, og lovpriser samtidig klubbens engagement, som han stempler som afgørende for den fortsatte udvikling. 

- Det er en god mulighed for at kunne arbejde med fanscenen og forbedre relationen mellem fansene og klubben. Det er en stor motivation at få lov til at komme helt tæt på den klub, man brænder for og jeg synes at vi over de seneste sæsoner har bevist, at vi kan levere på højeste niveau - både ude og hjemme. 

I de seneste sæsoner har FC Midtjylland haft over 1.000 medrejsende fans i både Aarhus, Esbjerg, Horsens og Vejle, og det er ét af de punkter som Nicolai fortsat vil have et ekstra fokus på. 

- Søren og jeg har været tilknyttet i halvandet år og i den korte periode er der sket rigtig meget. Klubben er endnu ung, men vi kan mærke at den vokser hastigt og det samme gør fanscenen. Vi har plantet en masse frø i miljøet og de skal plejes. Vi har indfriet mange delmål, men potentialet er endnu stort, fortæller Nicolai Eichmeyer og hæfter sig ved, at der ofte er kritik fra fans øst for Storebælt, når snakken falder på det midtjyske fremmøde på tribunerne.  

- Der er mange forskellige grunde til at fans vælger udebaneture fra, og det har vi respekt for, men vi arbejder aktivt på at bliver flere og flere, og vi har været over 900 i både Malmø og Parken, så det går den rette vej - selvom det ikke huer fans af vores rivaler, fastslår han med et glimt i øjet. 

Den 24-årige fankoordinator er bevidst om, at der skal søsættes forskellige initiativer for at gøre det attraktivt for fans i alle aldre. Et forsøg herpå så dagens lys i Haderslev, hvor fansene selv bankede en fanzone med aktiviteter for de mindste og salg af merchandise op bag udebaneafsnittet. 

- Fangruppen i FC Midtjylland er bred og favner både ung som gammel. Derfor arbejder vi på aktiviteter for alle, og jeg synes vi har en bred vifte at tilbud hjemme på MCH Arena med fanzonen foran Ulveshoppen og Black Wolves’ fanlounge, men vi forsøger hele tiden bygge videre på oplevelsen, beretter Nicolai Eichmeyer. 

- Jeg er fansenes mand og står til rådighed, hvis de vil tale eller har input. 

Nicolai Eichmeyer er startet i sin nye fuldtidsstilling og kan kontaktes på fans@fcm.dk. Søren Ross fortsætter på deltid som hidtil. 

Velkommen til, Nicolai. 

FC Midtjylland – OB
Søndag den 29. september kl. 16.00 tager vi imod OB på MCH Arena.
Køb billet her

FCM vs. AGF – 15. dec.

Køb billet