18.01.2018, 20:50 | Af: Karen Buhl | Foto: Getty Images

FC Midtjylland sælger Filip Novák

Filip Novák skal fremover tørne ud i den tyrkiske liga, hvor Trabzonspor Kulübü får glæde af den tjekkiske forsvarsspiller

Den tjekkiske forsvarsspiller, Filip Novák, har spillet sin sidste kamp i FC Midtjylland-trøjen. Novák skifter med øjeblikkelig virkning Alka Superligaen ud med Türkiye Süper Lig, hvor Novák skal repræsentere Trabzonspor Kulübü. 

- Det er altid trist at vinke farvel til en spiller, der har sat et markant sportsligt aftryk i klubben. Med det sagt var det en økonomisk unik mulighed, der bød sig, og derfor var vi heller ikke i tvivl om, at det var det rigtige – både for klubben og for Filip. Der har været stor gensidig respekt i transferen, som betyder, at vi har fået sendt Filip godt afsted, fortæller sportschef Svend Graversen. 

Filip Novák har været i FC Midtjylland siden 2015, hvor tjekken har spillet 97 kampe og scoret 16 mål for ulvene. En flot statistik for tjekken der har markeret sig med de såkaldte »sneaky goals«.

- Vi har været rigtig glade for at have Filip i klubben med hans professionalisme, personlighed og sportslige egenskaber. Han besidder et gudsbenådet fighterhjerte, som Trabzonspor fremover vil få glæde af, uddyber Svend Graversen.   

Tidligere blev det offentliggjort, at Erik Sviatchenko vender hjem til heden på en halvårlig lejeaftale. Garderingen for den tjekkiske landsholdsspiller er altså allerede sikret.

- Vi har som bekendt garderet os på positionen i form af en ny centerstopper i Erik Sviatchenko. Sportsligt har vi således fortsat et fantastisk fundament for foråret, og økonomisk er vi meget tilfredse med de aftaler, vi har indgået, udtaler Svend Graversen. 

Trabzonspor spiller allerede næste kamp i den tyrkiske liga den 21. januar, hvor Filip Novák har mulighed for at debutere for sin nye klub.