07.12.2017, 14:01 | Af: Jakob Nørgaard | Foto: FC Midtjylland

FCM ansætter regional rekrutteringsansvarlig

Kristian Kjær er navnet på FC Midtjyllands nye rekrutteringsansvarlige, der kommer fra Nykøbing Mors

Et nyt transfervindue nærmer sig, og samme dag som dette begynder, starter Kristian Kjær i sin nye stilling som rekrutteringsansvarlig og juridisk rådgiver i FC Midtjylland.

Kristian Kjær har været tilknyttet FC Midtjylland, siden han begyndte som assistenttræner for et talenthold tilbage i 2007. Siden 2012 har han været en del af scoutteamet i FC Midtjylland, og sportschef Svend Graversen lægger vægt på, at kendskabet til klubben samt det regionale islæt er afgørende for, at valget faldt på Kristian Kjær.

- Der er ingen tvivl om, at Kristian Kjær har et godt øje for gode spillere. Samtidig er det vigtigt for os, at han kender klubbens værdier, og at han ved, hvad FC Midtjylland står for. Vi er glade for at kunne ansætte en lokal, der allerede nu har været på en lang FCM-rejse, siger Svend Graversen.

Den 28-årige jurist og kommende rekrutteringsansvarlige ser frem til at komme i gang, når han begynder i det nye job den første januar.

- Jeg synes, det er kæmpe stort, for det er en drengedrøm, der går i opfyldelse at have et professionelt virke i Danmarks bedste fodboldklub. Det er jo min klub. Klubben er banebrydere, og det passer mig godt. Jeg kan ikke forestille mig at være i andre klubber, hvis jeg skal arbejde i dansk fodbold, og derfor har jeg også arbejdet hen imod det her, og det fantastisk, at det kan lade sig gøre i min klub, siger Kristian Kjær.

Kristian Kjær har opbygget sig et stort netværk i sine år som scout. Et netværk, der strækker sig ud over Danmarks grænser og ud i Europa, hvor specielt de skandinaviske lande har været i fokus.

- Jeg kigger efter FCM-værdierne og de kompetencer, som en FCM-spiller skal have: Fart, aggresivitet, gå-på-mod, spidskompetencer som stikker ud fra mængden. Vi skal gerne have DNA’en ind i det. At finde gode fodboldspillere er ikke det sværeste i verden, men at finde de rigtige fodboldspillere er meget svært, for de skal passe ind i setuppet, siger Kristian Kjær.

Uddannet jurist
I 2016 blev Kristian Kjær færdiguddannet som jurist fra Aarhus Universitet, hvor han blandt andet har fået udgivet sin kandidatafhandling "Substituting at Half-Time: Contractual Stability in the World og Football" i Retsvidenskabeligt Tidsskrift.  Han er i dag ansat hos et advokatfirma har været med til at opstarte en afdeling, der er specialiseret i at rådgive atleter og klubber om juraen i blandt andet at sammensætte kontrakter.

Dermed passer Kristian Kjær godt ind i rollen, hvor han dels bliver ansvarlig for rekrutteringen til akademiet samt superligatruppen i FC Midtjylland, hvor han i høj grad skal stå for at opdatere FC Midtjyllands rekrutteringsdatabase, samtidig med at han bliver juridisk rådgiver.

- Vi kan se, at med Kristians baggrund kan vi få rigtig meget ud af at udnytte en erfaring med de kontraktlige forhold både ved køb og ved salg af spillere, siger Svend Graversen.

- Jeg kommer med benhårdt arbejde. Rugbrødsarbejde er for nogle kedeligt, men for mig er det den eneste, sikre vej frem, og det glæder jeg mig til at komme i gang med, siger Kristian Kjær.