20.06.2017, 17:20 | Af: Jakob Nørgaard | Foto: FC Midtjylland

FCM bedst til at fylde stadion

Superligaens stadions er ikke halvt fyldte til kampene. Eneste undtagelse er MCH Arena

Tilskuertallet på stadions i Alka Superligaen er genstand for megen debat for tiden, og en ny undersøgelse fra Idrættens Analyseinstitut slår fast, at 13 ud af 14 stadions havde under 50 procent i gennemsnitlig kapacitetsudnyttelse.

Eneste undtagelse er FC Midtjylland, der udnyttede MCH Arena med 63 procent i gennemsnit.

- Vi er tilfredse med, at vi ligger nummer et og er den klub, der gør det bedst. Det vil vi fortsat være og gøre. Det er klart, at de andre klubber vil have øget fokus, og der skal vi gøre det endnu bedre for fortsat at være i toppen, siger FC Midtjyllands kommercielle direktør Jacob Jørgensen

På trods af, at FC Midtjylland med afstand er den Superligaklub, der er bedst til at fylde stadion, er den kommercielle direktør ikke tilfreds med tallet.

- Jeg er ikke tilfreds med tallet. Vores ambition er højere. Vi skal op på 80 procent, før jeg er nogenlunde tilfreds. Vi har ambitioner om at ligge på 9.000-10.000 i gennemsnit. Og når vi stort set har status quo fra sidste år, kan jeg ikke være tilfreds med vores ambition om at vækste i tankerne, siger Jacob Jørgensen.

Til sammenligning er gennemsnittet for alle klubberne på 39 procent. 

Du kan se en graf over alle klubbers belægningstal her:

(Kilde: Idrættens Analyseinstitut)

Du kan læse nyheden om rapporten her.

Loyale tilskuere
En af årsagerne til, at FC Midtjylland ligger med næsten to tredjedele fyldt i gennemsnit, er, at FC Midtjylland har loyale fans og en loyal tilskuermasse, forklarer den kommercielle direktør.

- Klubsamarbejdet har en del at sige i denne sammenhæng. Det er unikt i Danmark, at så mange mennesker i så stort et område har et tæt forhold til FC Midtjylland.

Med disse tal i ryggen ser Jacob Jørgensen også lyst på fremtiden:

- I ældre klubber, der er oprettet længe før os, går fankulturen i arv. Men det er begrænset, hvor mange andengenerationsfans, vi har fået. Endnu. De kommer snart, og derfor ser vi lyst på, at der i fremtiden også vil være mange FC Midtjylland-fans, men vi går stadig til opgaven med en ydmyghed over for, at vi selvfølgelig altid skal forbedre os, siger Jacob Jørgensen.

Nye tiltag
I øjeblikket arbejder FC Midtjylland på at forbedre stadionopelvelsen på MCH Arena.

- Vi har til den nye sæson investeret i en ny fan-app, som vil gøre oplevelsen endnu bedre. Den bliver snart lanceret, og det kommer til at forbedre oplevelsen af at komme på MCH Arena, siger Jacob Jørgensen.

- Derudover håber vi på, at vi snart kan tilbyde WiFi samt et forbedret lydsystem. Og så glæder vi os over fantastiske til- og frakørselsforhold og parkeringsmuligheder, når man kigger på, hvad de andre klubber tilbyder.

Eneste klub over 90 procent
Kun i to kampe i den forgangne sæson har et af de 14 superligastadion været fyldt mere end 90 procent. Begge gange har kampen været spillet på FC Midtjyllands hjemmebane.

- Det viser, at vi har et stadion, der passer godt ind. Når vi nærmer os flere gange om året, så skal vi have et stadion, der kan rumme det. Vi er meget glade for det stadion, vi har og synes, at det passer godt til vores niveau, siger Jacob Jørgensen.

Undersøgelsen kommer ind på, at tallene stiller spørgsmålstegn ved DBU's kapacitetskrav for Superligaklubber, der dikterer at alle Superligastadions skal have plads til mindst 10.000 tilskuere og mindst 3.000 siddepladser.

Med 11.544 pladser opfylder FC Midtjylland kravene og den kommercielle direktør er tilfreds med størrelsen på MCH Arena.

- Vi har et tal, der er over kravet fra DBU. Men hvis man kigger på tallene, så er både et småt, mellemstort og et stort stadion repræsenteret i top 3 (FCM, SønderjyskE og AGF). Man kan sige, at MCH Arena passer godt til os størrelsesmæssigt. Vi har ikke ambitioner om at skulle bygge ud, men vi vil forbere stadionoplevelsen og modernisere vores stadion, så man får en bedre oplevelse, siger Jacob Jørgensen.

FCM vs. ACH – 20. okt.

Køb billet

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox