31.01.2017, 19:05 | Af: | Foto: FC Midtjylland

FCM-duo udlejes til Skive

To talentfulde årgang 97’ere udlejes til Skive IK for resten af sæsonen

Anders Hagelskjær (tv.) og Jakup Thomsen spiller resten af sæsonen i Skive IK. Foto: FCM

FC Midtjylland har tidligere sendt spillere til Skive IK med succes. De fleste husker nok udlejningerne af Jesper Juelsgård og Christian Sivebæk for år tilbage. Nu udlejes en ny, ung duo til Skive IK, der spiller med i toppen af 1. division.

Venstre back Anders Hagelskjær og den færøske U21-landsholdsangriber Jakup Thomsen tørner i foråret ud for skibonitterne, der i denne sæson med den tidligere FCM-spiller Kim Kristensen som cheftræner har taget 1. division med storm og overvintre som nummer fire.

- Skive er et godt sted for deres udvikling. Det er en klub med et godt træningsmiljø, hvor de kan tage næste step i deres karrierer. De har gjort det godt i FC Midtjylland, men for at fortsætte deres udvikling skal de ud og have fast spilletid på seniorniveau, og nu får de mulighed for at vise sig frem i Skive, og det ser vi som et godt match, siger sportsdirektør Claus Steinlein.

- Det er en klub, vi kender godt, og som vi tidligere har haft spillere udlejet til. Skive har gjort det rigtig godt og spiller fortjent med i toppen af 1. division. Der bliver lavet et godt stykke arbejde i klubben med cheftræner Kim Kristensen, som vi selv kender her fra FCM, og sportschef Jesper Larsen i spidsen, og vi er glade for, at vi har lavet en aftale, som forhåbentlig er givtig for alle parter, siger Claus Steinlein.

FCM-duoen spiller resten af sæsonen i Skive IK, der møder FC Midtjylland i en træningskamp på torsdag i Ikast. Der er kick-off på Ikast Stadion klokken 14.30.

FCM vs. BIF – 29. okt.

Køb billet

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox