10.11.2018, 15:00 | Af: Flemming Linnebjerg | Foto: Getty Images

FCM-spillere viser stort format

I resten af 2018 donerer spillertruppen 1000 kroner pr. scoret FC Midtjylland-mål til FCM Samfund Julegave

I af resten 2018 er der grund til at juble ekstra meget, når FC Midtjylland scorer i Superligaen og Sydbank Pokalen.
Det skyldes en gavmild spillertrup, som har valgt at donere 1000 kroner pr. scoret mål til FCM Samfund Julegave, og det er en aftale, som virker med tilbagevirkende kraft til pokalsejren på hjemmebane mod FC København.

FCM Samfund er sat i verden for at skabe øget livskvalitet og flytte personer i retning af deres livsmål i den region, FC Midtjylland er en del af. Via sportens styrke og evne til at engagere og inspirere håber FCM Samfund at gøre en forskel og styrke den sociale sammenhængskraft i hele området.

FCM Samfund Julegave er bare ét af de ben, FCM Samfund hviler på, og FC Midtjyllands anfører Jakob Poulsen forklarer, at især to forhold var væsentlige, da spillerne besluttede sig for at donere penge.
- Først og fremmest er det et lokalt projekt, hvor vi får mulighed for at give lidt tilbage til den region, som bakker os op, siger Jakob Poulsen, som glæder sig over, at spillerne er med til at skabe ekstra glæde for mennesker i julen 2018.

- FCM Samfund Julegave bruger fodbolden, og vi ved jo, hvor meget fodbold har betydet og gjort for os spillere. Der er så mange glæder og sociale gevinster i fodbold, og muligheden for at møde det, ønsker vi at give til de mennesker, som på grund af en trængt økonomi er tvunget til at vælge det fra, forklarer Jakob Poulsen, som også peger på det personlige møde som en attraktiv tillægsgevinst for spillerne.
- Det personlige møde, hvor glæden er central for både giver og modtager, er også et vigtigt incitament for at være med, slår FC Midtjyllands anfører fast.

FCM Samfund Julegave rækker ud og ønsker at gøre en forskel for børn og familier, som ikke har muligheden for at vælge fællesskabet til. Det kan være fordi, du som forælder har svært ved at give dit barn den FCM-julegave, som dit barn aldrig har fået. Det kan være, du får stress af de økonomiske forventninger, samfundet har til julen? Måske står du foran det, vi i folkemunde kalder ”en skrabet jul”. Måske fravælger du på vegne af dit barn, at han/hun i løbet af året kan være foreningsaktiv, fordi kontingentet er en økonomisk byrde, som er vanskelig for dig at løfte.

Det er i den slags situationer, FCM Samfund Julegave kan og vil gøre en forskel. På www.fcmsamfund.dk er det muligt under menupunktet aktiviteter at se mere om FCM Samfund Julegave, og her finder du blandt andet en formular, som gør det muligt for dig at henvise til familier og børn, som du mener og ønsker får en håndsrækning. Tøv ikke med at gøre det, for i denne region står vi sammen og hjælper hinanden.
Også dem der spiller på FC Midtjyllands danske mesterhold.