08.06.2017, 23:00 | Af: Jakob Nørgaard | Foto: FC Midtjylland

FCM udvider og satser på unge målmænd

FC Midtjylland har visioner om at bliver et kraftcenter, når det kommer til udvikling af målmænd. Derfor har klubben ansat ny målmandstræner til at varetage ungdomsmålmændene

FC Midtjylland har ansat en ny målmandstræner på fuldtid, der dels skal være fast målmandstræner for U13, U14 og U15 i FCM Elitefodboldskole og dels skal stå i spidsen for at komme rundt til samarbejdsklubberne og tilbyde målmandstræning på et højt niveau.

- Vores nye målmandstræner deler min vision og passion for, at FC Midtjylland skal være et kraftcenter, når det kommer til talentudvikling inden for målmandsposten, siger Nikolai Pold, der er målmandstræner for superligatruppen, og som har været med til at vælge den nye målmandstræner.

Kim Nørgaard Kruse hedder klubbens nyeste målmandstræner. Han er gammel Snejbjergdreng og har tidligere spillet i Herning Fremad. I de seneste fire år har Kim Nørgaard Kruse arbejdet som målmandstræner i FC København for deres U13 til U17-årgange.

- Det er den helt rigtig mand, vi har fået fat i. Jeg kender ham fra træneruddannelsen i DBU, hvor han har været kursist, og jeg var instruktør. Han har bevæget sig i elitemiljø ovre i FCK i de årgange, som han kommer til at arbejde med. Han er helt nede på jorden, og så har han en stor faglig indsigt i målmandsfaget, siger Nikolai Pold.

Unik konstellation
Nikolai Pold kom til klubben i januar 2016. Samtidig blev tidligere FCM-målmand Lasse Heinze ansat som målmandstræner for akademiet. Og nu kommer der endnu et lag på med en fuldtidsmålmandstræner, der kommer til at varetage U13 til U15.

- Det er unikt i Danmark, at man har tre målmandstrænere på fuldtid og fire målmandstrænere i alt, og det viser, at vi mener det seriøst, når vi siger, at vi vil satse på målmændene i fremtiden, siger Nikolai Pold.

Tidligere har Andreas Raahauge og Lars Poulsen stået for træningerne på U13, U14 og U15 i FCM Elitefodboldskolen.

- Raahauge har gjort et stort stykke arbejde sammen med Lars Poulsen i foråret, og vi takker dem for indsatsen, siger Nikolai Pold.

Lars Poulsen fortsætter som målmandstræner for U10 til U12 i klubsamarbejdets regi. På den måde har FC Midtjylland fat i målmændene hele vejen fra U10 og op til superligemålmændene.

- Jeg ser frem til, at der kommer mere kontinuitet og en fast målmandtræner flere år frem i tiden i FCM Elitefodboldskolen i Herning, siger Nikolai Pold.

Kommer rundt i regionen
- Med ansættelsen af Kim ser vi lyst på at få det daglige arbejde med målmændene bredt ud til samarbejdsklubberne også og skabe en klar, rød tråd, siger Nikolai Pold.

En del af det nye målmandstræner-setup i FC Midtjylland bliver, at Kim Nørgaard Kruse køres i stilling som en slags freelance målmandstræner, der kommer rundt i samarbejdsklubberne i regionen og træner de unge målmænd og på den måde bliver daglig leder af det, der i fremtiden kaldes for FCM Keeper Academy.

- Det er planen, at samarbejdsklubberne kan gå sammen om at ’leje’ Kim og få ham ud i klubberne for at træne de unge talenter derude. På den måde skal han bidrage til at højne niveauet i hele regionen, siger Nikolai Pold.

Eksempelvis vil en samarbejdsklub kunne få besøg af Kim Nørgaard Kruse en aften, hvor han kommer og træner i tre timer. Her kan hold af tre-fire målmænd på skift få træning på højt niveau i en time, og så kan nye komme til i næste time. På den måde kan 12 målmænd få kompetent træning, og det giver en mulighed for at samle målmændene og skabe en større opmærksomhed og fokus på positionen.

Derudover er det planen, at der i fremtiden kommer flere målmændscamps.

- Vi kommer til at lave elitecamps i alle større ferier. Fremover bliver det udover at være i sommerferien også i uge 42 til efteråret, uge 7 til vinter og i påskeferien. Derudover vil vi lave fredag eftermiddage og hele lørdage og søndage, hvor vi tilbyder, at man kan komme ind og opleve, hvordan det er at leve og træne som professionel målmand, siger Nikolai Pold.

FCM vs. AAB – 29. apr.

Køb billet

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox