12.07.2017, 15:30 | Af: Jakob Nørgaard | Foto: Getty Images

Kamp i Ungarn taget af TV-programmet

Grundet interne stridigheder i Ferencvaros om rettighederne til kampen, kan Discovery Networks ikke vise torsdagens kamp alligevel

Det var meningen, at "6'eren" skulle have vist torsdagens opgør mod Ferencvaros i Ungarn, men kampen er desværre taget af programmet.

Discovery Networks skriver følgende på deres Facebook-side:

- Mod forventning og til stor ærgrelse – både for os og seerne – kommer vi ikke til at vise FC Midtjyllands kamp mod Ferencvaros på udebane i kvalifikationen til Europa League. Vi er desværre blevet ramt af en strid mellem de tidligere og nye ejere i Ferencvaros, der ikke kunne enes om, hvem der ”ejer” rettighederne til kampen. Vi og FC Midtjylland har gjort alt, hvad der stod i vores magt for at få de stridige parter til at nå til enighed - desværre uden held. MEN vi viser naturligvis returkampen i Herning torsdag den 20/07 direkte på Canal 9. Så kryds fingre for, at FC Midtjylland får et stærkt udgangspunkt med hjem fra Ungarn.

I kan følge kampen på FC Midtjyllands Twitter-profil, hvor vi live-opdaterer på kampen, og I kan få reaktioner på FCM.dk efter kampen, der har kampstart klokken 21.00 torsdag.