03.12.2018, 09:58 | Af: Flemming Linnebjerg | Foto: FC Midtjylland

Kompetente fodboldfolk som håndværkere

Inden de første spillere i sin tid flyttede ind på FC Midtjyllands akademi, skulle der samles møbler til værelserne. Det kom der en del komik ud af

Da FC Midtjylland lancerede klubbens akademi, skete det med store forventninger og forhåbninger til fremtidens talentudvikling, men der fulgte også en del lavpraktiske opgaver med tiltaget.

De første spilleres ankomst nærmede sig, så der var blandt andet travlhed på akademigangen, hvor meget kompetente fodboldfolk stod med alternative udfordringer.
Fine folk som Kenneth Andersen, Svend Graversen, Jonas Dal samt Glen Riddersholm havde fået til opgave at samle skabe, senge og så videre til værelserne, og det føg med bandeord og forbandelser, når de håndværksmæssige kompetencer ikke slog til.

Uden at genere kvartetten skal det i stilhed blot konstateres, at der findes mange gode grunde til, at de valgte fodbold som levevej og ikke et håndværk.

Glen Riddersholm kendte sine håndværksmæssige begrænsninger, så han indtog hurtigt en rolle, hvor han servicerede de tre andre, som kæmpede med at samle tingene.
På et tidspunkt blev der alligevel praktisk brug for Riddersholm, for han skulle skaffe en boremaskine. Den fandt han, i lighed med en forlængerledning, og dermed var han klar til at bidrage aktivt til klargøringen af værelserne.

Men boremaskinen virkede ikke, og den opdagelse foregik ikke i stilhed.
Glen Riddersholm er kendt som en mand, der ikke ligefrem går og putter med tingene, så han gjorde i forholdsvis klare vendinger alle bevidste om, hvad han mente om den forbandede boremaskine.

En nærmere undersøgelse blev igangsat, og det tog ikke ret lang tid, inden årsagen til den strejkende boremaskine blev fundet.

Glen Riddersholm havde nemlig ikke sat boremaskinens stik i forlængerledningens stikdåse.

Han havde i stedet sat forlængerledningens eget stik i forlængerledningens stikdåse …

Dermed var en klassiker i FC Midtjylland født, og Glen Riddersholm, som i dag er sportschef hos Vendsyssel FF, ligger sig fladt og storgrinende ned. Ovenstående var præcis, hvad der skete den dag, kompetente fodboldfolk forsøgte sig som håndværkere.