08.05.2018, 10:15 | Af: FC Midtjylland | Foto: FC Midtjylland

Lokale værtsfamilier søges

FC Midtjylland søger midtjyske familier til at beværte unge talenter uden lokal tilknytning

I FC Midtjylland har man i årevis benyttet en ordning, der parrer unge spillere i klubbens talentudvikling med midtjyske familier. Det er unge spillere, der kommer langvejsfra, der bliver tilkoblet hjertevarme familier fra heden. En egentlig FC Midtjylland-tilknytning er ikke en forudsætning for at indgå i værtsfamilieordningen. 

Blandt superligaholdets trænerteam kan nævnes hele fire trænere og deres familier, der har indvilget i at være værtsfamilier for nogle af de unge ulve i FC Midtjylland-regi, der er langt væk hjemmefra. Det gælder Kristian Bach Bak (Aziz Essaisi, U19), Søren Bjerg (Michael Baidoo, Superliga/U19), Mads Buttgereit (Erik Burai, U17) og Christian Clarup (Pyry Hannola, U17).

Sidstnævnte og fysisk træner i FC Midtjylland, Christian Clarup, agerer værtsfamilie for finske Pyry Hannola, der er en del af FC Midtjyllands Fodboldakademi. Superligatruppens fysiske træner beretter om en ordning, der er givende for hele familien Clarup. Særligt populært er det blandt familiens yngste medlemmer, når det 16-årige talent kommer forbi hjemmet i Ikast.

- Det giver børnene noget helt andet – noget Malene (Christian Clarups kone, red.) og jeg ikke kan give dem. Vi har en dreng på otte år, der spiller fodbold, og han synes jo, at Pyry er den sejeste fodboldspiller i hele verden, og de spiller fodbold og Play Station sammen, når Pyry er på besøg. Så det giver vores børn noget på det sociale parameter, forklarer Christian Clarup. 

Det er dog ikke blot børnene, der nyder godt af ordningen. Også Christian Clarup og konen Malene nyder at følge og få besøg af Pyry.

- Det er først og fremmest en god mulighed for min kone og jeg at engagere os mere i klubben. Hvis man åbner sig op og tør give noget af sig selv, får man en masse positive oplevelser tilbage, og man får lov til at hjælpe nogle, der er langt væk hjemmefra og give dem tryghed og stabilitet i hverdagen, uddyber superligaholdets fysiske træner og fortsætter:

- Pyry kommer hjem til os ugentligt og spiser aftensmad med os. Herudover er han selv opsøgende, og har han en fridag i weekenden, kommer han gerne hjem til os og hygger og overnatter, beskriver Christian Clarup.

Den yngste talentudvikling hos FC Midtjylland er i rivende udvikling, og klubben tiltrækker interesse fra nær og fjern. Det betyder, at der, udover de mange dygtige spillere fra nærområdet, kommer unge spillere ind i årgangene U13-U15, som ikke er bosat i nærområdet og dermed har brug for en tryg base. Derfor er jagten gået ind på familier i lokalområdet, der vil agere værter for de unge talenter.

Nogle af de unge drenge, som der søges en værtsfamilie til, har en uge, som oftest ser ud som følger:

  • Mandag: Morgentræning, skole, eftermiddagstræning + overnatning hos FCM-værtsfamilie
  • Tirsdag: Morgentræning, skole, eftermiddagstræning + overnatning hos FCM-værtsfamilie
  • Onsdag: Skole + overnatning hos egne forældre
  • Torsdag: Morgentræning, skole, eftermiddagstræning + overnatning hos FCM-værtsfamilie
  • Fredag: Skole + overnatning hos egne forældre

Det gælder således i alt tre overnatninger hos en værtsfamilie i FCM. Drengene har typisk en cykel med sig og kommer rundt på den måde. Økonomien udarbejdes af FCM, men afregnes familierne imellem. FC Midtjylland er med hele vejen, og er solide sparringspartnere i processen med den erfaring, klubben har fået gennem flere år.

I tilfælde af lyst til at høre mere om det at være værtsfamilie for en ung ulv i FCM-regi, kan elitechef, Jonas Bliksted kontaktes på jbl@fcm.dk.

FCM vs. HOB – 29. sep.

Køb billet

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox