28.11.2018, 08:41 | Af: Flemming Linnebjerg | Foto: Getty Images

Målet er at udvikle verdens bedste fodboldspiller

Administrerende direktør i FC Midtjylland, Claus Steinlein, er forberedt på, at Guldminen givetvis skaber løftede øjenbryn, men han tvivler ikke et sekund på klubbens nyeste tiltag

GULDMINEN: Overliggeren for ambitioner og visioner i FC Midtjylland sidder ikke i normal højde, og med etableringen af Guldminen hæver klubbens ledelse overliggeren yderligere.

- Målet er at udvikle verdens bedste fodboldspiller, som Claus Steinlein siger med sit vanlige glimt i øjet.
Men tag ikke fejl – bag glimtet gemmer sig en stålsat tro på Guldminen hos den administrerende direktør, og det er langt fra et tiltag, som dukkede op over natten.

- Vi har talt om det længe, og vi ser det som et naturligt skridt for os, da vi har akademiet i Ikast og Herning Elite. Nu får vi mulighed for at arbejde med børnene fra første skoledag, siger Claus Steinlein.
Han er bevidst om, at Guldminen, som det skete ved akademiets etablering, vil skabe debat, og man kan da ikke finde dygtige fodboldspillere blandt seksårige, vil flere måske mene.

- Vi sætter med Guldminen nye standarder, og vi agter at gøre en markant forskel. Jeg er overbevist om, at vi i FC Midtjylland, ISI og Svend Erik Schmidt som daglig leder har tre aktører, som i tæt samarbejde med forældrene udvikler hele mennesker og dygtige fodbold- og håndboldspillere, siger Claus Steinlein.

Han glæder sig over, at klubben for længst har bevist sit værd som både talentudvikler og udvikling af hele mennesker på højeste niveau, og derfor er tiltroen til Guldminen også stor.
- Jeg både tror og håber, at vi lykkes med at bygge endnu et lag på vores talentudvikling i et format, hvor menneskelige og sociale kundskaber spiller en lige så stor rolle som en bold. Vi har allerede bevist, at vi magter opgaven med ældre børn, siger Claus Steinlein.

Guldminen bliver ligeledes en platform, hvor der arbejdes med talentudvikling i det rette tempo, understreger FC Midtjyllands administrerende direktør.

- Der kommer ikke noget godt ud af at pace børn og unge. I stedet handler det om at skabe den bedst mulige udgave af et ungt menneske, og det mener vi, at Guldminen bliver garant for, siger Claus Steinlein om idrætsfriskolen, som indleder sit første skoleår til august 2019.

Læs yderligere om idrætsfriskolen på www.guldminen.dk