02.12.2018, 10:05 | Af: Flemming Linnebjerg | Foto: FC Midtjylland

Når stjernen er en sød stjerne

Låge nummer to i årets julekalender handler om FC Midtjyllands Anita Hauge, der er hjertet i den sportslige sektor, men hun har ikke store fodboldidoler. Bortset fra Wayne Rooney. Og en lille smule Flemming Povlsen

Den 12. februar 2003 debuterede en 17-årig knægt på det engelske fodboldlandshold.

Wayne Rooney fra Liverpool-bydelen Croxteth trådte fra anden halvlegs begyndelse ind på Upton Park i London til venskabskampen mod Australien, og det skete kun få måneder efter Premier League-debuten for Everton – i en alder af bare 16 år.

Hjemme i Midtjylland var Anita Hauge fan med det samme.
Det var ellers ikke noget, hun brugte meget tid eller mange ressourcer på, men Wayne Rooney var noget helt specielt for hende.
Og er det stadig.

I december 2015 var der lodtrækning til 1/16-finalerne i Europa League, og FC Midtjylland var med i bowlen efter en afsluttende 1-1 gruppespilskamp på hjemmebane mod Club Brügge.
Det samme var mægtige Manchester United, som skuffende måtte forlade det fine selskab i Champions League, og flere FC Midtjylland-spillere ønskede at møde det engelske storhold.
amme ønske havde Anita Hauge, men det hang nu mest sammen med stjernespilleren Wayne Rooney, og den store drøm gik i opfyldelse.

Den 18. februar 2016 stod Manchester United klar til kamp i Herning.
Anita Hauge arbejdede tæt sammen med sin kvindelige kollega fra Manchester United op til kampen, og på et tidspunkt spurgte hun, om Wayne Rooney var med.
- Desværre ikke – han er skadet, lød svaret.
- Øv, jeg er ellers en stor fan af ham, sagde Anita Hauge.

Efter kampen, som FC Midtjylland overraskende vandt med 2-1 på mål af Pione Sisto og Paul Onuachu, fik Anita Hauge for dejligt værtskab overrakt den originale Rooney-trøje, som han skulle have spillet i, hvis han havde været klar.
Hvilket skabte stor glæde.
14 dage senere var der returkamp i Manchester, og på mødet dagen før kampen fik Anita Hauge overrakt endnu en United-trøje – denne gang med en hilsen: To Anita, Best Wishes, Wayne Rooney, stod der på trøjen, som blev indrammet og har hængt på Anita Hauges kontor lige siden.

Efter kampen i Manchester, som United vandt med 5-1, stod flere fra FC Midtjylland-delegationen i spillergangen og ventede på, at gæsterne skulle blive færdige med at klæde om.
Pludselig kom en herre gående hen imod dem, og det tog ikke mange sekunder for dem at spotte Wayne Rooney, som heller ikke spillede returkampen.
Han stoppede smilende op og snakkede med folkene fra FC Midtjylland, blandt andet om sine børn, og han var lige præcis så sød og rar, som Anita Hauge håbede og troede, han ville være.
Hun var der heller ikke sen til at takke ja, da et foto sammen med stjernespilleren blev foreslået, mens de andre FCM’ere ikke fik det gjort.
Hvilket de selvfølgelig fortrød efterfølgende.
Billedet fik plads på kontoret ved siden af Anita Hauges signerede United-trøje.

På spørgsmålet om andre idoler trækker Anita Hauge lidt på det, for ingen ved siden af Wayne Rooney.

- Men altså …, Flemming Povlsen var jo den lækre på landsholdet, da jeg var yngre, og han var på stadion i Slagelse, da vi vandt vores første mesterskab. Så jeg fik da lige en krammer lokket ud af ham i sejrens stund.

Bag morgendagens låge gemmer der sig ikke en ny stjernespiller - men derimod en historie om, hvad der sker, når kompetente fodboldfolk leger håndværkere.

God første søndag i advent - som forhåbentlig byder på en sejr i Randers.