16.12.2018, 10:59 | Af: Flemming Linnebjerg | Foto: FC Midtjylland

Pas nu på ryggen, Bach Bak

FC Midtjyllands assistenttræner har altid haft hemmelige aftaler med klubbens sundhedsstab

Da FC Midtjylland på udebane skulle møde Brøndby IF den 2. september 2018, kørte truppen mod København dagen inden kampen.

Her indlogerede de sig sædvanen tro på et hotel for at få de mest optimale betingelser forud for mødet med en svær modstander.

På hotellet var der tid til at træne for staben, og specielt fysioterapeuterne samt den fysiske træner er kendt for at træne hårdt, og de lokkede assistenttræner Kristian Bach Bak med.

- Pas nu på, vi har kamp lige om lidt, sagde cheftræner Jess Thorup til Kristian Bach Bak.

Det skulle han selvfølgelig nok, og de gik i træningscentret. Først var der lidt opvarmning, og så gik Kristian Bach Bak i gang med første øvelse, som foregik med håndvægte.

Få sekunder senere låste assistenttrænerens ryg. Helt og aldeles.

Han udgik, og da de andre returnerede til hotellet, sørgede sundhedsstaben for at give Kristian Bach Bak smertestillende. Ingen sagde noget til cheftræner Jess Thorup.

Kristian Bach Bak kæmpede sig op i bussen, og han gennemførte kampen på en måde, så Jess Thorup ikke fattede mistanke. Først et par uger efter afslørede han, hvad der var sket, og Jess Thorup fik sig et billigt grin.

Som spiller prøvede Kristian Bach Bak noget lignende – i begyndelsen af en træningslejr, var der en flok, som ville spille golf, og daværende cheftræner Glen Riddersholm sagde til ham:

- Pas nu på derude.

Kort efter lå Kristian Bach Bak på golfbanen med en ryg, som havde sat sig helt fast efter et sving.

Igen blev han reddet af sundhedsstaben, der behandlede og fodrede ham med smertestillende.

- Jeg har virkelig nydt godt af mine hemmelige aftaler med sundhedsstaben, erkender Kristian Bach Bak.

I morgen kan du læse om, hvorfor det er så vigtigt, at låse sin computer, når man forlader den på trænerkontoret.

FCM vs. FCN – 21. jul.

Køb billet