19.05.2020, 12:00 | Af: Mads Jakobsen | Foto: Stefan Steinn

Sæsonkortholdere kan booke plads til drive-in-fodbold

Mandag den 1. juni har vi verdenspremiere på drive-in-fodbold omkring MCH Arena, når vi tager imod AC Horsens. I dag kan vores sæsonkortholdere booke plads gratis.

3F Superligaen har været sat ufrivilligt på pause grundet coronakrisen, men mandag den 1. juni kl. 16.00 er vi tilbage på MCH Arena. Kampen mod AC Horsens spilles som bekendt uden tilskuere, men det betyder ikke, at der ikke kommer fans og støtter holdet. Vi har nemlig verdenspremiere på drive-in-fodbold, hvor man udenfor stadion kan se kampen på storskærme fra sin bil.

Vi har netop i dag åbnet for, at vores sæsonkortholdere og billetabonnenter – gratis – kan booke plads til drive-in-arrangementet. De kan booke plads frem til fredag den 22. maj kl. 12.00, og hvis der på dette tidspunkt er flere pladser tilbage, vil alle have mulighed for at booke pladserne.

Alle sæsonkortholdere og billetabonnenter har i dag modtaget information på mail om, hvordan de booker en plads.