13.10.2019, 10:02 | Af: Flemming Linnebjerg | Foto: Getty Images

Tidligere akademispillere i Champions League

Mange stærke spillere er kommet ud fra FC Midtjyllands akademi - fire af dem er med i årets udgave af Europas fineste klubturnering

Historien om Joachim Andersen lever fint op til et dansk eventyr på H.C. Andersen-niveau.

Som helt ung var han en del af akademiet i FC Midtjylland, og som det er tilfældet for de fleste unge mennesker kræver det tilvænning. Det kræver også fodboldmæssig men måske især menneskelig udvikling, hvilket Joachim også mærkede.

Sammen med en holdkammerat blev han nemlig sendt hjem på en tænkepause fra akademiet, og i dag spiller han Champions League sammen med den franske Lique 1-klub Lyon.

Joachim er én af hele fire tidligere akademispillere fra FC Midtjylland, som er med i årets udgave af Champions League - de tre øvrige er landsholdsanfører Simon Kjær (Atalanta), Rasmus "NK" Kristensen (RB Salzburg) samt Paul Onuachu (KRC Genk) - og sportschef Svend Graversen husker tydeligt episoden med Joachim Andersen.

- Joachim og en holdkammerat "glemte" at betale for nogle sodavand på akademiet, og det gjorde, sammen med en generel mindre god attitude, at han røg hjem i en uge. Han fik lektier for, han skulle læse en af Rasmus Ankersens bøger, og man må sige, at Joachim var meget afklaret, da han vendte tilbage til akademiet, fortæller Svend Graversen, som med stor glæde og tilfredshed følger Joachim og Lyon i en pulje, som også rummer Zenit, RB Leipzig samt Benfica.

I gruppe E er Rasmus "NK" Kristensen og RB Salzburg oppe mod Napoli, de forsvarende mestre Liverpool FC samt KRC Genk, som har Paul Onuachu i truppen, og dermed kan man roligt sige, at NK har taget turen hele vejen fra Brande til den absolutte top i europæisk fodbold.

I det første opgør vandt NK og holdkammeraterne med hele 6-2 over KRC Genk, og i anden spillerunde var han med i et målrigt og underholdende opgør på Anfield Road i Liverpool, hvor det dog endte med et smalt nederlag på 4-3.

Da Paul Onuachu i sin tid forlod Nigeria, var det med drømmen om succes i Europa, og efter mange års stenhårdt arbejde startende på akademiet, står han nu på en scene, hvor kun de bedste når ind.

En fantastisk historie for Paul, som fortsætter med at score mål efter skiftet fra FC Midtjylland til KRC Genk i Belgien, og dermed giver det hårde slid på akademiet og efterfølgende Superligaholdet for alvor mening.

Simon Kjær er med afsæt i akademiet manden, som fører det danske landshold ind til de store landskampe, og derudover er han i gang med en imponerende klubkarriere, som har bragt ham til mange store ligaer.

Han har tidligere fortalt, at han faktisk kun kom ind på akademiet i FC Midtjylland på et afbud, og mens han var der, var der flere gange møder om den unge forsvarsspillers attitude på banen.

Landsholdsanføreren lyttede og lærte, og langsomt udviklede han sig til en af de største forsvarsprofiler i dansk fodbold i mange år - lige nu også som en del af Champions League med italienske Atalanta.

I den kommende spillerunde i Champions League venter der de tidligere akademispillere spændende udfordringer - Simon Kjær og Atalanta møder på udebane Manchester City, hjemme på Luminus Arena tager Paul Onuachu og KRC Genk mod Liverpool FC, Joachim Andersen og Lyon skal på udebane mod den portugisiske storklub Benfica, mens NK og holdkammeraterne i Salzburg får besøg af Napoli.

 

 

FCM vs. SIF – 2. dec.

Køb billet