13.06.2020, 12:53 | Af: Mads Jakobsen | Foto: Getty Images

Tilskuere til de kommende hjemmekampe

Der bliver plads til både samarbejdspartnere og fans på tribunerne, når vi spiller mesterskabsspillet på MCH Arena

Med afsæt i Divisionsforeningens retningslinjer for kampafvikling under COVID-19, vil det fra den kommende spillerunde i 3F Superligaen være tilladt at have 500 personer på stadion. Der er desværre ikke tale om 500 tilskuere, da alt fra spillerne på de to hold, stab og ledere, dommere, bolddrenge, stewards, tv-produktionen, den arbejdende presse og frivillige relateret til kampafviklingen indgår i totalen. Ovenstående favner godt 200 personer, hvorfor vi til de kommende kampe i mesterskabsspillet – under de nuværende restriktioner – kan tilbyde 300 tilskuere adgang til tribunerne.

Efter fælles aftale klubberne imellem vil fans med tilknytning til de gæstende hold ikke have adgang til kampene.

Lodtrækning blandt sæsonkortholdere
Med udsigten til at kunne åbne portene for et stærkt begrænset antal tilskuere, har klubben detaljeret gennemgået alle funktioner og arbejdsopgaver for at kunne øge antallet af gæster, så flest mulige fans og samarbejdspartnere får mulighed for at overvære opgørene på stadion.

- En Superligakamp med et maksimum på 500 tilskuere er meget lavt, når vi kigger på vores tilskuergennemsnit og mærker den store interesse fra både loyale fans og partnere. Det er derfor også noget nær en umulig opgave at skulle åbne for få, men vi har forsøgt at tilgodese alle parter efter bedste evner, fortæller Preben Rokkjær, Support- og Marketingdirektør.

De 300 tilgængelige billetter splittes mellem fans og sponsorer, hvor andelen af billetter til fans fordeles blandt sæsonkortholdere og den officielle fanklub Black Wolves.

- Vi råder over meget få billetter, og det er uundgåeligt at undgå skuffelse blandt enkelte fans. Vi har derfor besluttet, at billetterne afsættes ved lodtrækning, uddyber Preben Rokkjær. 

Sådan foregår lodtrækningen
Lodtrækningen foregår ved, at vi fredag kl. 12.00 åbner en digital kø via vores billetside på fcm.dk/billet. Alle sæsonkortholdere, der er interesseret i billetter til kampen mod AGF, skal altså gå ind på billetsiden og stille sig i kø.

OBS! Sæsonkortholdere, der har bedt om refusion eller værdikuponer, har ikke mulighed for at få billet til kampen.

Kl. 13.00 udtrækkes så 75 tilfældige blandt alle, der har stillet sig i kø. Disse 75 har 15 minutter til at trække én billet til kampen. Det er lige meget, om du kommer i kø som nummer 2 eller 300 – alle har samme chance for at blive udtrukket.

OBS! Vær opmærksom på, at alle sæsonkort er spærret til kampen, og man skal derfor have en billet for at kunne komme ind.

Vi opfordrer til, at du som sæsonkortholder sørger for, at dit login til billetsiden virker inden mandag, så der ikke opstår problemer, hvis du bliver udtrukket.

Den samme procedure gentages til de kommende hjemmekampe. Sæsonkortholdere, der får billet til én kamp, ryger automatisk bag i køen til kommende kamp, således vi sikrer, at flest muligt får adgang i løbet af mesterskabsspillet.

Alle sæsonkortholdere får adgang til et centralt afsnit på Faxe Kondi-tribunen sammen med Black Wolves/stemningsfans, mens sponsorer placeres på Handelsbanken-tribunen som vanligt. Øvrige tribuner og afsnit forbliver lukket. 

Man SKAL sidde på den plads, der fremgår af billetten jf. Divisionsforeningens retningslinjer for at mindske eventuel spredning af COVID-19.

En ekstraordinær svær situation
- At skulle fordele de få billetter vi har til rådighed, blandt de mange loyale støtter vi har, det sætter os i en ekstraordinær svær situation, fortæller kommerciel direktør, Jacob Jørgensen og uddyber: 

- Mange bliver skuffede, uanset hvordan vi gør det, men vi arbejder på, at alle sponsorer får adgang til minimum én kamp i slutspillet. Lidt tilskuere er trods alt bedre end ingen, og så er det vores fællesopgave at løfte stemningen på MCH Arena, så vi sammen med spillerne på banen, kan hente det tredje mesterskab hjem.

Alle sponsorer har allerede modtaget en e-mail med nærmere information om fordelingen af billetter. 

Et håb om flere tilskuere
I mandags oplyste Regeringen, at de drøfter muligheden for 3F Superligakampe med flere end 500 tilskuere på tribunerne. En udmelding, der har vakt glæde i FC Midtjylland. 

- Vi har udarbejdet en plan for, hvordan vi kan opdele MCH Arena i flere sektioner, således vi kan byde op mod 5.000 tilskuere til fodbold, fortæller Preben Rokkjær. 

Læs mere her