11.12.2018, 09:44 | Af: Flemming Linnebjerg | Foto: FC Midtjylland

Vil du have en vingummi?

Trænerne tog grusom hævn for spillernes narrestreger på en træningslejr

På en træningslejr er der også tid til at lave løjer og narrestreger, og sådan en mission var en lille gruppe spillere på, da de engang raserede trænernes værelser.

Spillerne fik fat i trænernes værelsesnøgler, gik ind og endevendte værelserne.

Trænerstaben fandt dog hurtigt ud af, hvem der stod bag, og en grusom hævn blev planlagt – og de optog hele planlægningen på video.

De tog en pose vingummi, åbnede posen, og så tog de en håndfuld vingummi, som de puttede ned i skridtet på sig selv.
De skulle varmes, sagde de blandt andet på videoen, som endte med, at trænerne tog vingummierne op igen efter flere minutter for at putte dem tilbage i posen, og den fik ikke for lidt.

Der blev hentet vingummi fra steder, hvor vingummi ikke normalt befinder sig.

På vej hjem fra træningslejren, sendte trænerstaben en pose vingummi, magen til den fra videoen, rundt til udvalgte spillere, blandt andre Jakob Poulsen og Morten ”Duncan” Rasmussen, som havde været med til at rasere trænerværelserne, og de tog gladeligt fra posen – mens det blev optaget på video.

Nogle dage senere var spillerne samlet hjemme i Ikast, og trænerstaben ville gerne vise en video for truppen.

De afspillede videoen, hvor de opbevarede vingummi i skridtet, spillerne så, hvordan trænerne hentede vingummi fra skridtet og puttede dem tilbage i posen, for så i næste sekvens at vise scenen, hvor en identisk pose vingummi blev sendt rundt i flyet på vej hjem.

Der var meget stille i lokalet, da videoen blev afspillet. Især Jakob Poulsen og Morten ”Duncan” Rasmussen holdt sig ro.

Sidstnævnte var rasende, men sådan er det …, det gør ondt at rasere trænerværelser på en træningslejr.

- De fik lov at stege lidt, så der gik et par dage, inden vi afslørede, at vi selvfølgelig havde to ens poser vingummi. Den, vi sendte rundt i flyet, havde aldrig været åben, men det vidste spillerne bare ikke, da de så videoen, fortæller Brian Priske storgrinende.

FCM vs. EFB – 25. maj.

Køb billet