12.01.2017, 13:28 | Af: Kristina Hvas Stokholm | Foto: FC Midtjylland

Trio med U21-landsholdet til Dubai

Banggaard, Nissen og Duelund sætter kursen mod U21-landsholdets træningslejr i Dubai

Den midtjyske trio er med, når U21-landsholdet i januar rejser til Dubai. Foto: Niels Hindborg

Vinteropstarten bliver lidt varmere for Patrick Banggaard, Rasmus Nissen Kristensen og Mikkel Duelund. De er nemlig alle tre udtaget til U21-landsholdets vintertur til Dubai med afrejse fredag den 13. januar.

For Mikkel Duelund er det en særlig træningslejr med henblik på sommerens EM.

- Jeg glæder mig rigtig meget til at komme afsted. Det er altid et skulderklap at blive udtaget – også når man er forholdsvis ung og ny på U21-mandskabet. Jeg håber at gøre en god figur, spille mig til en mere fast plads på holdet og forhåbentlig blive aktuel til U21 EM til sommer, siger Mikkel Duelund.

Åge Hareide og Jon Dahl på sidelinjen
Med på turen er også A-landsholdets træner Åge Hareide og assistenttræner Jon Dahl Tomasson, så der bliver rig mulighed for talenter for at vise sig frem for såvel A-landsholdets bosser samt for U21-landstræner Niels Frederiksen, der udtager til EM-trup til maj.

- En træningslejr som denne er en god scene at ’reklamere’ lidt for sig selv på, især med A-landstræneren og assistenten på sidelinjen. Det ser jeg som en kæmpe mulighed på længere sigt og et snit til at give den endnu mere gas, siger Mikkel Duelund, der også glæder sig over at få følgeskab af to klubkammerater.

- Det er selvfølgelig hyggeligt, at der er nogen med, som man kender rigtig godt. Omvendt går der maks en dag, så er hele truppen rystet godt sammen, så jeg glæder mig rigtig meget til at komme afsted.  

Spillerne sætter kursen mod Dubai den 13. januar og har ti dage under varmere himmelstrøg, hvor der venter to testkampe mod henholdsvis Anzhi FC (18. januar) og FC Krasnodar (21/22. januar). 

FCM vs. BIF – 1. mar.

Køb billet

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox