18.08.2018, 14:15 | Af: Mads Hviid Jakobsen | Foto: Getty Images

- Kan ikke forestille mig Dal Hendes næste jubelscene

Janus Drachmann har i transfervinduet skiftet Heden ud med Ådalen, men FC Midtjylland er bestemt ikke glemt hos den ydmyge midtbanekriger

Efter halvandet år og 48 kampe skiftede FC Midtjyllands Janus Drachmann den 18. juli til De Stribede fra OB, hvor trøjenummer 9 blev erstattet med nummer 8. Jagten på fast spilletid var den afgørende faktor bag klubskiftet. 

- Jeg kom til FCM for at vinde titler, og det gjorde vi sammen, hvilket jeg gerne vil takke for at have været en del af.

- Jeg vil gerne spille og jeg vil gerne være med til at gøre en forskel på banen, fortalte Drachmann i forbindelse med sit skifte. 

Og netop fast spilletid er det blevet til for Drachmann i Odense, der har fået fuld spilletid i fire af fem kampe og kvitteret med én assist. Søndag står han overfor sine tidligere holdkammerater for første gang og det bliver et glædeligt gensyn - i hvert fald indtil dommeren fløjter opgøret i gang.  

- Jeg havde en fantastisk tid i Midtjylland og jeg savner gutterne, så jeg glæder mig til at se dem alle igen. Det var jo en eventyrlig sæson med op- og nedture, hvor vi var bagud, foran, bagud og så foran igen til allersidst. Vi rykkede for alvor sammen i bussen og det betyder noget særligt. Sæsonen kulminerede med det danske mesterskab og den magi vil for altid sidde i mig. 

Med mere end 160 Superliga-kampe kender midtbanekrigeren efterhånden de fleste Superliga-klubber, men søndagens modstander sidder særligt dybt under huden. 

- FC Midtjylland kommer med sit faste udtryk; masser af power og høj aggressivitet. Spillemæssigt har de måske ikke præsteret helt som ønsket, men man må lette på hatten for deres effektivitet. De kender deres besøgstid og så har de flere offensive spillere med utrolig høj individuel kvalitet, så vi skal være opmærksomme. 

Drachmann og familien har holdt fast i den private base i Horsens, men mange gamle bekendtskaber, og vante dyder, har bidraget til en problemfri indkørselsperiode i Ådalen. 

- Jeg er faldet nemt og hurtigt til i klubben. Her er et godt miljø og så hjælper det selvfølgelig, at jeg kender flere af spillerne fra tidligere, fortæller Drachman, der bl.a. er genfornenet med Troels Kløve, som han også spillede med i både AC Horsens og Sønderjyske.   

Det er dog ikke kun i spillertruppen, at midtbanekrigeren har tidligere bekendtskaber. Også OB’s cheftræner, Jakob Michelsen, har tidligere dirigeret Drachmann. De spillede begge en central rolle i Sønderjyskes succes-sæson i 2015/2016, hvor sølvmedaljerne blev sikret for første gang i klubbens historie. 

- Jeg ser det som en fordel at være tilbage under Jakobs (Michelsen, red.) vinger. Jeg kender hans tanker og fodboldfilosofi og så synes jeg, at han er rigtig dygtig.  

- Vi spiller et andet system i dag og der er flere nye spillere på holdet, så det kræver lidt tilvænning. Dyderne har dog ikke ændret sig. Vi står sammen om hårdt arbejde og sammenhold, slår Drachmann fast. 

Rent sportsligt er den nye Superliga-sæson dog ikke blevet indledt lige så gnidningsfrit som Drachmanns skifte til De Stribede, idet det fynske fodboldflagskib indtager en foreløbig sidsteplads efter en pointhøst på blot ét point efter de første fem spillerunder. OB’s 8’er har dog set gode tendenser i spillet og efterlyser det sidste held i de afgørende situationer. 

- Vi har lukket alt for mange mål ind og flere af dem har været unødvendige. Størstedelen af vores kampe har været velspillede og vi har været dominerende. Vores offensiv producerer chancer nok, men det har været stolpe ud i de afgørende øjeblikke. 

Og det er i stemningen omkring klubben, at midtbanespilleren mærker den største forskel fra FC Midtjylland til OB, hvor de blå-hvide gennem sin historie har berørt flere mennekser. 

- Jeg oplever en større overågenhed i Odense. Man finder virkelig ud af, at det er en klub med store og stolte traditioner, som betyder meget for mange. Fansene hungrer efter succes og det håber jeg naturligvis at kunne være med til at bringe til klubben. 

Den resultatmæssige dårlige start påvirker dog ikke stemningen i truppen og Drachmann fremhæver specielt miljøet i klubben. 

- Der er højt humør. Vi ved at vi gør mange ting rigtigt, men det er selvfølgelig frustrerende, at vi ikke er kommet bedre fra land. Vi har fortsat fuld tro på projektet og det gælder hele vejen rundt. Alle kæmper hver dag, alle slås videre og alle leverer 100 % til træning. Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at situationen snart vender og det må meget gerne allerede blive i morgen, lyder det med et efterfølgende grin.

Den personligt gode opstart på Fyn har dog ikke elimineret tilhørsforholdet til Ulvene og Drachmann fortæller, at han og familien senest sad bag skærmen og heppede, da FC Midtjylland sejrede mod The New Saints og dermed sikrede pladsen i play-off runden til Europa League. 

Særligt én midtjysk-holdkammerat fylder fortsat meget i hverdagen; Marc Dal Hende. De to krigere kom begge til FC Midtjylland fra Sønderjyske i januar 2017 og på trods af skiftet, er båndet ikke brudt. 

- Marc og jeg er meget tætte venner. Vi, og vores familier, ses privat, så selvfølgelig savner jeg ham i hverdagen, men vi forsøger at ses mest muligt uden for fodbolden.  

Det stærke venskab kom også tydeligt til udtryk i Midtjylland-tiden, hvor de to spasmagere altid var garant for en jubelscene, der bidrog ekstra til underholdningen til de fremmødte tilskuere på MCH Arena. 

- Jeg forventer en kedelig jubelscene fra Marc næste gang, han scorer. Jeg kan faktisk slet ikke forestille mig hans næste jubelscene, mojo’en er jo væk, lyder det stor-grinende fra Janus Drachmann, der afsluttende sender al held og lykke til alle i og omkring FC Midtjylland i de kommende play-off kampe mod Malmø FF.