15.12.2018, 11:58 | Af: Flemming Linnebjerg | Foto: Getty Images

AC Horsens giver sig aldrig!

FC Midtjylland-cheftræner Kenneth Andersen venter endnu en svær kamp, når 2018 rundes af på CASA Arena

I fodbold tales der ofte om, at en modstander er bøvlet at møde, og sådan en oplevelse står FC Midtjylland over for, når de runder et flot 2018 af med en udekamp mod AC Horsens.

Med cheftræner Bo Henriksen som levende indpisker er det et mandskab, som giver problemer for de fleste modstandere, og Kenneth Andersen forventer da heller ikke en let arbejdsdag på CASA Arena.

- Vi skal møde en fysisk stærk modstander, som spiller med en meget høj intensitet, og vi ved, at de aldrig giver sig, siger Kenneth Andersen, som håber, at gæsterne formår at løse udfordringen.

- Vi skal have modet og evnerne til at spille udenom de forcer, vi kender AC Horsens for, og jeg synes, det ser ud til, at banen i Horsens er fin, så rammerne er der.

FC Midtjylland har et godt tag på AC Horsens, men det statistiske materiale er ikke meget værd, når en ny kamp fløjtes i gang, mener Kenneth Andersen.

- Selvfølgelig har vi en mental fordel, men omvendt kan statistikken i dette tilfælde også være en motivationsfaktor for dem, så jeg fokuserer ikke så meget på det. I stedet handler det om, at vi slutter et generelt flot 2018 af med manér, så vi kommer ordentlig på ferie, siger Kenneth Andersen.

Han tillægger det ingen betydning, at AC Horsens har to FC Midtjylland-ejede spillere i truppen i skikkelse af Søren Reese og Sammy Skytte, og på samme måde ligger han ikke søvnløs, fordi gæsterne er ramt af karantæner til Marc Dal Hende og Rasmus Nicolaisen.

- Mod OB manglede vi også to spillere på grund af karantæne, og i den kamp greb afløserne chancen. Det forventer jeg, de gør igen, og jeg er helt tryg ved det, for vi råder over en meget stærk og bred trup, hvor spillerne hele tiden presser sig på i forhold til startopstillingen, siger FC Midtjylland-cheftræneren.

Opgøret på CASA Arena fløjtes i gang klokken 14.00 søndag eftermiddag.

 

 

FCM vs. EFB – 25. maj.

Køb billet