27.07.2019, 10:42 | Af: Flemming Linnebjerg | Foto: Getty Images

Alexander Munksgaard glæder sig til gensynet

Den tidligere FCM-back føler sig i god form forud for AGF's første hjemmekamp i denne sæson

Han har prøvet det før, men det bliver alligevel specielt.

21-årige Alexander Munksgaard er klar til AGF's første hjemmekamp i denne sæson, og han glæder sig til at møde sine tidligere holdkammerater fra FC Midtjylland på et Ceres Park, som ifølge bulletinerne fra Århus vil rumme mere end 10.000 tilskuere.

- Det bliver en fed kamp - der er Århus Walk, vi præsenterer vores nye hjemmebanetrøje, der kommer mange tilskuere, så der skal nok blive gang i den, siger Alexander Munksgaard.

Han skiftede i begyndelsen af 2019 til AGF, hvor han straks spillede sig ind på holdet, og der har han, bortset fra en skadespause, været lige siden.

- Jeg føler mig i god form, og jeg spiller hver gang. Den tillid giver ro og tryghed, og det giver ligeledes lyst og overskud til at betale ekstra tilbage for tilliden, siger Alexander Munksgaard, som håber, han får en sæson uden for mange afbrydelser på grund af eksempelvis skader.

AGF-mandskabet står med et enkelt point efter de første to spillerunder, ude mod Hobro IK og FC København, mens gæsterne fra FC Midtjylland går ind til opgøret med maksimumpoint efter to hjemmesejre over Esbjerg fB og FC Nordsjælland.

- Vi har det ene point, sådan er det, men vi ved, hvad vi kan, og hvad vi vil, hvilket det har været muligt at se mod både Hobro og FCK. Vi ved også, at FCM er en svær modstander, men vi er fortrøtsningsfulde i forhold til vores eget spil. Øvelsen for os består i at veksle de fine takter til point, slår AGF-backen fast.

Han har for længst mærket, at han er kommet til en klub, hvor presset er massivt, og også forud for søndagens kamp, sitrer det med store forventninger blandt de århusianske fans.

- Presset og bevågenheden er på et vanvittigt niveau i AGF. Der er mange fans til alle træninger, journalisterne er der hele tiden, og det er lige før, at alt under en 3-0 sejr til os mod FCM, vil være en skuffelse, siger Alexander Munksgaard med et skævt smil.

Det er dog også det fede og sjove ved at spille hos århusianerne, understreger han, og han er sikker på, at gæsterne ikke får det let på et stemningsfyldt Ceres Park, når kampen fløjtes i gang klokken 16.00 søndag eftermiddag.

- Forventningerne er enorme til os, og nu skal vi i gang med at indfri dem, siger AGF'eren inden endnu et møde med den gamle klike fra Midtjylland.

FCM vs. BIF – 1. sep.

Køb billet