08.10.2018, 17:01 | Af: Mads Jakobsen | Foto: Getty Images

Anden sejr over Vendsyssel på to dage

Evander lynede efter 35 sekunder og blev dobbelt målscorer, da FC Midtjylland kom tilbage på sporet i Reserveligaen

Reserveliga: Vendsyssel FF – FC Midtjylland 2-3 (2-1)

I går aftes gæstede Vendsyssel FF MCH Arena i Superligaen og i dag stod de to klubber igen ansigt til ansigt - denne gang i Reserveligaen på Nord Energi Arena i Hjørring.

Kristian Bak, der til dagens kamp sad i chefstolen, startede opgøret med hele seks Akademister, mens der også var fundet plads til Mikkel Andersen i målet, samt Cajuste, Hassan og Evander.  

Og der skulle ikke gå mere end 35 sekunder før netmaskerne blafrede for første gang. Evander Ferreira modtog et indlæg i feltet og afsluttede resolut. Vendsyssel-forsvaret fik blokeret i første omgang, men brasilianeren var først over returen og sparkede den køligt i kassen til en tidlig føring. 

Kampens indledning var præget af mange fejl og manglende struktur på de to mandskaber og det resulterede i store chancer i begge ender. Et rutineret Vendsyssel-hold kæmpede sig tilbage i opgøret og bragte sig foran med 2-1 inden pausen på scoringer af Myroslav Slavovog Ninos Gouriye. 

En første halvleg, som Ulvene ikke kunne være tilfredse med. 

- I pausen får vi kigget hinanden i øjnene og får rettet på vores organisation. Der var gode momenter, men også alt for mange udfald, fortæller Kristian Bak, der dog allerede fra anden halvlegs start kunne se et helt andet udtryk. 

- Vi kommer ud og dominerer kampen og jeg kan dårligt huske en Vendsyssel-chance i anden halvleg. De unge drenge træder virkelig i karakter. 

Evander var endnu engang på pletten, da han scorede til 2-2 på oplæg af U19-spilleren Nikolas Dyhr efter flot opspil,inden Casper Tengstedt i overtiden kunne sende sejrsmålet over stregen. 

- Oliver Sørensen og Evander lyste op, men jeg er generelt er stolt over de unge drenges indsats. De formår at hanke op i sig selv og levere en stærk kollektiv holdpræstation efter pausen, hvor de virkelig stepper op og slår et hold bestående af Superliga-spillere, fortæller en fornøjet Kristian Bak. 

Dermed blev det til den anden midtjyske sejr over Vendsyssel FF på to dage og de tre point bringer FC Midtjylland op på andenpladsen i pulje 4 med seks point for tre kampe. 

Kampfakta

1’: 0-1 Evander Ferreira
3’: 1-1 Myroslav Slavov
42’: 2-1 Ninos Gouriye
47’: 2-2 Evander Ferreira
90’: 2-3 Casper Tengstedt

FC Midtjyllands startopstilling
Mikkel Andersen, Oliver Søresen, Sunday Odeh, Tobias Anker, Frederik Brandhof, Jens-Lys Cajuste, Victor Dawa, Nikolas Dyhr, Rilwan Hassan, Jibril Abubakar og Evander Ferreira. 

Indskiftninger
61': Nikolas Dyhr for Rilwan Hassan
61': Gustav Isaksen for Jibril Abubakar
75': Erik Burai for Victor Dawa

Vendsyssels startopstilling
Michael Tørnes – Washington Brandão, Jeppe Svenningsen, Kasper Povlsen, Benjamin Lund – Lucas Jensen, Mads B. Mikkelsen, Jeppe Illum, Ninos Gouriye – Sebastian Czajkowski, Myroslav Slavov