22.10.2018, 11:58 | Af: Mads Jakobsen | Foto: Getty Images

Awer Mabil forlænger frem til sommeren 2022

What a week, siger den 23-årige landsholdsspiller fra Australien efter kontraktforlængelse med FC Midtjylland samt landsholdsdebut med scoring – og ordene suppleres af store roser fra klubbens sportschef

Lad os tage landsholdet først.

For nylig debuterede Awer Mabil på landsholdet i Australien, og han gjorde det med høj klasse, da han scorede et af målene i 4-0 sejren over Kuwait.

Få dage senere satte han sin underskrift på en kontraktforlængelse med FC Midtjylland, så parterne nu har papir på hinanden frem til sommeren 2022, og det fejrede han med en flot kamp mod FC Nordsjælland, hvor han blandt andet stod bag oplægget til et af Paul Onuachus tre mål.

- Yeah, what a week, som Awer Mabil siger om udviklingen de seneste dage.

For godt tre år siden landede han på den midtjyske jord i Danmark – et halvt år efter en prøvetræning hos den hollandske storklub Ajax Amsterdam – og han kom blandt andet med titlen som årets U20-spiller i Australien.

- Jeg befinder mig fantastisk godt i FC Midtjylland, og det er en dejlig følelse med forlængelsen af min kontrakt. Jeg ser frem til at bidrage med endnu mere for FC Midtjylland, siger Awer Mabil, som er taknemmelig for, at han fået chancen for at skabe sig en karriere i Europa.

At han har det, skyldes først og fremmest et uomtvisteligt talent, men samtidig har Awer Mabil med sin udvikling bevist, at han rummer meget mere end det, hvilket sportschef Svend Graversen da også anerkender.

- Awer har vist mental råstyrke, dels via sine to lejemål, men i høj grad også ved at komme tilbage til FC Midtjylland og gribe chancen. Det skal han have stor cadeau for, siger Svend Graversen.

Han glæder sig over at have en mere moden spiller i truppen – en spiller som også har lagt flere lag på sit spil.

- Det defensive spil er blevet bedre, men vigtigst af alt er der kommet et produkt på Awers offensive spil i form af assister, og på sigt er vi sikre på, at målscoringen følger med, siger Svend Graversen, som glæder sig over, at FC Midtjylland nu har papir på en lille humørfyldt, velspillende og kampafgørende del af Australien helt frem til sommeren 2022.

Fakta
- Awer Mabil
- 23 år
- Født i Kenya
- Forældrene stammer fra Sydsudan
- Som 10-årig flyttede han til Australien med sin familie
- Han var 17 år, da han fik kontrakt med Adelaide United
- Han har spillet på diverse australske ungdomslandshold
- For nylig fik han debut på A-landsholdet i Australien
- Han kvitterede med en scoring mod Kuwait
- I sommeren 2015 kom han til FC Midtjylland
- Var udlejet til Esbjerg fB i 2016/17
- I sidste sæson udlejet til Pacos Ferreira
- Er noteret for 24 kampe hos FC Midtjylland
- Har nu kontrakt med klubben til 30. juni 2022