07.07.2017, 10:24 | Af: Jakob Nørgaard | Foto: Getty Images

Awer Mabil udlejes til Portugal

Den lynhurtige australier sendes på lån i portugisiske FC Pacos de Ferreira i den kommende sæson

Sidste år var Awer Mabil på udlån hos superliganedrykkerne fra Esbjerg fB. I den kommende sæson bliver den hurtige og teknisk stærke kantspiller udlejet til den portugisiske klub FC Pacos de Ferreira, som spiller i den bedste portugisiske række.

- Det er en god mulighed for mig, som jeg er glad for. Jeg ville gerne være blevet i denne sæson i FC Midtjylland. Men det her er for god en mulighed til at sige nej, siger Awer Mabil.

FC Midtjylland købte Awer Mabil i sommeren 2015 i Adelaide United FC.

- Vi tror fortsat på, at Awer Mabil bliver en god spiller for os. Derfor har vi valgt at leje Awer Mabil ud igen i denne sæson, så han kan fortsætte den gode udvikling, som han var inde i sidste sæson, da han spillede i Esbjerg, siger FC Midtjyllands administrerende direktør Claus Steinlein.

Sidste sæson spillede Awer Mabil 29 kampe for EfB, hvor han startede inde i 20 af kampene med gennemsnitligt 68,5 spilleminutter per kamp. Her blev det til fire mål og seks assist for FC Midtjyllands australske spiller, der har rødder i Kenya.

Nu kan Awer Mabil se frem til at spille under varmere himmelstrøg mod blandt andre Benfica, FC Porto og Sporting Lissabon i den bedste portugisiske liga, hvor Pacos de Ferreira i sidste sæson sluttede som nummer 13.

- Som jeg ser det, er den portugisiske liga top 5 i verden. Jeg kan kun lære noget af at spille i sådan en liga. Det er et højt niveau, og det glæder jeg mig til, siger Mabil.

- Jeg tager derned for at spille og udvikle mig gennem hårdt arbejde. Jeg er villig til at kæmpe for fodbolden og min sport og for at komme til at spille, og jeg håber det lykkes, siger Awer Mabil

21-årige Awer Mabil har kontrakt med FC Midtjylland frem til sommeren 2020.

FCM vs. Apollon Limassol – 24. aug.

Køb billet

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox