12.12.2019, 11:00 | Af: Flemming Linnebjerg | Foto: Getty Images

Ayo Okosun fortsætter hos AC Horsens

Den eksisterende lejeaftale mellem FC Midtjylland og AC Horsens er forlænget frem til sommeren 2020

I sommeren 2018 hentede FC Midtjylland Ayo Okosun i AC Horsens, og den centrale midtbanespiller fik en fin begyndelse hos midtjyderne.

Han var både med til at spille kvalifikationskampe til Champions League og Europa League, og han spillede sig langsomt ind på holdet i 3F Superligaen.

Desværre stoppede en fodskade ham i efteråret 2018, og siden blev det svært at finde tilbage til startopstillingen, hvorfor en lejeaftale med AC Horsens kom i stand i sommeren 2019.

Den løber indtil udgangen af 2019, men nu er aftalen forlænget, så den gælder frem til sommeren 2020.

- Ayo er en spiller, som skal være i startopstillingen, men vores midtbane gør det fremragende, så det er svært at komme til. Derfor er lejeaftalen det mest fornuftige for alle parter, siger FC Midtjyllands administrerende direktør Claus Steinlein.

26-årige Ayo Okosun er også tilfreds med forlængelsen med en klub, han kender indgående, og han glæder sig over at spille mange kampe i landets bedste række.

- I begyndelsen spillede jeg nogle kampe som topangriber, men siden har jeg spillet på den centrale midtbane, som er min foretrukne position. Her kan jeg udvikle mig som spiller, og det er vigtigt for mig, siger Ayo Okosun.

Han har kun misset en enkelt kamp i AC-trøjen i løbet af efteråret, det var på grund af karantæne, og ellers har han spillet fuld tid.

- Vi har leveret mange gode præstationer, men måske har vi manglet lidt udbytte af det. Jeg vil dog godkende vores efterår, hvis vi vinder den sidste hjemmekamp mod Sønderjyske – og det er der gode muligheder for, da vi er stærke på hjemmebane, siger Ayo Okosun, som kan se frem til et forårsmøde med FC Midtjylland i næstsidste spillerunde af grundspillet.