31.01.2020, 13:04 | Af: Flemming Linnebjerg | Foto: FC Midtjylland

Babajide David udlejes til cypriotisk topklub

Frem til sommeren 2020 skal den 24-årige angriber score mål for Omonia Nicosia

Frem til sommeren 2020 får Babajide David GSP Stadium på Cypern som sin hjemmebane – et stadion som kan rumme små 23.000 tilskuere.

Den 24-årige offensivspiller har nemlig underskrevet en lejekontrakt med Omonia Nicosia, som i øjeblikket indtager andenpladsen i den bedste række på Cypern.

- Babajide hentede i 2019 stor erfaring og masser af spilletid hos Rosenborg BK i Norge, og den udvikling fortsætter forhåbentlig hos Omonia Nicosia, siger FC Midtjyllands sportschef Svend Graversen.

Babajide David kom til FC Midtjylland i sommeren 2015 fra klubbens akademi i Nigeria, FC Ebedei.

- Som altid har vores lejeaftaler det formål at skabe de bedste forudsætninger for spillernes fortsatte udvikling, og vi er overbeviste om, at det kommer til at ske i en topklub på Cypern, hvor det sportslige niveau er hævet markant over de senere år, siger Svend Graversen.

Cheftræner hos Omonia Nicosia er den tidligere Manchester United-spiller Henning Berg, og Babajide David bliver blandt andre holdkammerat med FCK-spilleren Michael Lüftner, som ligeledes er i klubben på en lejeaftale.

Vi ønsker Babajide masser af held og lykke på Cypern.