06.02.2019, 15:00 | Af: Flemming Linnebjerg | Foto: FC Midtjylland

Babajide David udlejes til Rosenborg BK

Offensivspilleren har forlænget sin kontrakt med FC Midtjylland med et år – og i den norske mesterklub genforenes han med sin træner fra FK Haugesund, Eirik Horneland

23-årige Babajide David har den seneste måned trænet med hos FC Midtjylland efter sit succesfulde lejeophold i norske FK Haugesund i 2018, og nu går turen atter mod nord for offensivspilleren.

Han udlejes i et år til den norske mesterklub og pokalvinder, Rosenborg BK, og FC Midtjyllands sportschef Svend Graversen sender Babajide David afsted med store roser samt en forlængelse af kontrakten med FC Midtjylland, så den nu løber til udgangen af 2021.

- Det har været en fornøjelse at have David i vores træningsmiljø, men på baggrund af en stærk sæson i FK Haugesund, har der været stor interesse for ham. Det er endt med denne mulighed i Norges største klub, og det står vi naturligvis ikke i vejen for, siger Svend Graversen og tilføjer, at det er chance, David har gjort sig fortjent til.

Hovedpersonen ser frem til et gensyn med Norge og ikke mindst sin træner, Eirik Horneland, fra tiden i FK Haugesund.

- Vi havde et rigtig godt forhold til hinanden, og Eirik giver mig masser af selvtillid. Jeg glæder mig til at komme i gang i en stor og traditionsrig klub som Rosenborg BK, siger Babajide David.

Den 23-årige nigerianer ser også frem til at udvikle sig yderligere som spiller og menneske, og han glæder sig til at blive udfordret i en klub af Rosenborg BK’s størrelse.

- FC Midtjylland har gjort fantastisk meget for mig, og jeg er stolt af at være en del af klubben, men nu gælder det Rosenborg BK i det kommende år. Så må vi se, hvad der skal ske bagefter, siger en smilende Babajide David, som inden sine lejeophold hos FK Haugesund og Rosenborg BK også repræsenterede Jerv i den næstbedste norske række.

Vi ønsker Babajide David held og lykke i Rosenborg BK.