09.01.2018, 19:00 | Af: Karen Buhl | Foto: FC Midtjylland

Borring skifter til anden superligaklub

33-årige Jonas Borring skal fremover tørne ud for de gulblusede fra AC Horsens i Alka Superligaen

Den 33-årige hurtige kantspiller har skrevet under på en kontrakt til sommeren 2020 med AC Horsens, som er ulvenes modstander i forårssæsonåbningen i Alka Superligaen.

- Det er en økonomisk gunstig aftale for FC Midtjylland, men jeg er meget ærgerlig over at skulle give slip på Jonas, der er en rigtig dygtig spiller, og som har leveret stærke præstationer for klubben. Dog er det en god aftale for Jonas, som fortjener en masse spilletid i Superligaen, og det har han valgt at prioritere, udtaler sportschef Svend Graversen.  

Jonas Borring havde et forrygende forår i det midtjyske, hvor kantspilleren særligt bidrog med talrige assists og blev udråbt som »assistprins«. Borrings efterårssæson blev imidlertid bremset af en skadesperiode, og siden da har kantspillerens rolle primært været som indskifter i FC Midtjylland.

Jonas Borring har været i FC Midtjylland af to omgange. Første gang fra 2008-2012 og i 2016 valgte Jonas Borring så atter at vende tilbage til det midtjyske. Det er blevet til imponerende 191 kampe i alt og 32 mål med ulvelogoet på brystet.

- I mine øjne vil Jonas altid være en FC Midtjylland-mand. Det har været en enormt flot rejse, han har været på i klubben af to omgange. I 2016 var vi utrolig glade for, at Jonas valgte at vende hjem, og vi har været mere end tilfredse med Jonas’ gøren og laden – både på og uden for banen, fortæller Svend Graversen.

Hovedpersonen selv udtrykker da også stor glæde for sin tid i FC Midtjylland, som han ønsker alt det bedste.

- Jeg vil gerne takke for en rigtig god tid i FC Midtjylland, og jeg ønsker klubben alt det bedste. En stor tak til mine holdkammerater gennem tiden, trænere og staben omkring holdet. Herudover vil jeg takke de midtjyske fans for den fantastiske støtte, de har givet mig i min tid i klubben. Det bliver svært at vinde mesterskabet i denne sæson med AC Horsens, så derfor håber jeg naturligvis, at FC Midtjylland tager trofæet til sommer, siger Jonas Borring.

FC Midtjylland møder netop AC Horsens i årets første superligakamp den 9. februar, og her er det altså med mulighed for debut for Jonas Borring i den gule spillertrøje. 

FCM vs. BIF – 29. okt.

Køb billet

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox