31.01.2019, 21:00 | Af: Af Flemming Linnebjerg | Foto: FC Midtjylland

Brasiliansk stopper til FC Midtjylland

Patrick da Silva Ferreira Souza skifter brasilianske Flamengo ud med FC Midtjylland i de kommende 18 måneder

Han var allerede en del af Flamengos førsteholdstrup i hjemlandet Brasilien, men i de kommende 18 måneder spiller Patrick da Silva Ferreira Souza sin fodbold i Danmark.

Den 18-årige midterforsvarer har underskrevet en lejekontrakt frem til sommeren 2020, og sportschef Svend Graversen glæder sig til at se nærmere på det store potentiale hos den unge brasilianer.

- Patrick bliver en del af vores transitions-setup, hvor han både skal træne med akademiet og superligatruppen. Han skal tilvænnes, både på og uden for banen, og vi har i første omgang lejet ham for at vurdere potentialet i vores miljø over længere tid, siger Svend Graversen.

FC Midtjylland har sikret sig en købsoption på forsvarsspilleren, som har fået sin fodbolduddannelse i Flamengos anerkendte talentudviklingsmiljø.

- Fysisk er han stærk og hurtig. Han har et rigtig godt venstreben, så nu handler det om, at vi lander ham bedst muligt i en for ham ny kultur både menneskeligt og fodboldmæssigt. Det tror vi på, vi er i stand til, og vi glæder os til at tage godt imod ham, siger Svend Graversen.

Bem-vindo á FC Midtjylland, Patrick.