24.01.2020, 17:22 | Af: Flemming Linnebjerg | Foto: FC Midtjylland

Brian Priske ærgrede sig

Der var gode ting trods 3-2 nederlaget, men FC Midtjyllands cheftræner savnede vinderkultur i fredagens testkamp mod Silkeborg IF

Det var alt andet end en optimal måde at indlede weekenden på, og 3-2 nederlaget til Silkeborg IF gjorde da også ondt på cheftræner Brian Priske, da han efter testkampen på JYSK Park gjorde status.

- Selvfølgelig betyder det noget, at vi taber. Selv om det var en testkamp, slog Brian Priske fast efter et opgør, hvor FC Midtjyllands pauseføring på 2-1 altså ikke var nok til at vinde.

- Vi spiller vel 60-65 gode minutter, men i den sidste del af kampen præsterede vi ikke godt nok. Især ærgrer det mig, at vi ikke viste mere vinderkultur. Vi skabte masser af fine chancer i løbet af den første time, men lidt som i efteråret kneb det med udnyttelsen, sagde FCM-cheftræneren, som blandt andet roste Anders Dreyer og Lasse Vibe for at glide så ubesværet ind på holdet.

Han blandede truppens spillere godt og grundigt, langt fra idealopstillingen i begge halvlege, og det gav både spændende konstellationer og flere gode offensive tiltag, men især mod kampens slutning, blev FCM-spillerne flere gange fanget i Silkeborg IF's omstillinger.

- Vi indkasserede tre mål, to efter dødbolde og en efter en stor personlig fejl, og det er naturligvis ikke godt nok. At vi fik omstillinger imod os i anden halvleg, bekymrer mig ikke så meget, for vi eksperimenterede med opstillingen, og vi fik både gode og mindre gode svar ud af formationsændringen, som Brian Priske formulerede det.

Efter pausen spillede han 4-3-3 med en tremands midtbane på linje, hvilket førte flere fine ting med sig på værternes banehalvdel, og havde det ikke været for et par flotte redninger af Oscar Hedvall i Silkeborg-målet, havde FCM-mandskabet udbygget pauseføringen på 2-1 i løbet af den første del af anden halvleg.

- Vi fik set mange spillere i aktion, og vi fik set forskellige taktiske ting i praksis, så det var fint, og selvfølgelig burde vi have vundet en kamp som denne vurderet ud fra antallet af chancer og boldbesiddelse.

Brian Priske sender FCM-mandskabet i kamp igen tirsdag eftermiddag, når det gælder 2020's tredje testkamp, som spilles i Stockholm mod Allsvenskan-klubben Hammarby.