08.08.2019, 09:50 | Af: Flemming Linnebjerg | Foto: Getty Images

Brian Priske: En stor og spændende udfordring venter

Torsdagens Europa League-modstander Rangers FC er historisk set en kæmpe klub - og den klub i verden med flest nationale mesterskaber

Efter en hård periode med rod i økonomien og en tvangsnedrykning, er skotske Rangers FC på vej tilbage til tidligere tiders høje niveau, og i spidsen for holdet står en af Europas helt store profiler i skikkelse af Steven Gerrard.

- Man kan vel sige, at Rangers er under opbygning, men det er indiskutabelt, at vi torsdag aften får besøg af en europæisk storklub, og vi forholder os selvfølgelig mest til Rangers FC anno 2019, siger FC Midtjyllands assistenttræner Brian Priske.

Han kalder det en stor og spændende udfordring, men også en god udfordring for et FC Midtjylland-mandskab, som har varmet op med fire sejre af fire mulige i 3F Superligaen.

- Vi skal levere to gode præstationer på et meget højt niveau, men gør vi det, anser jeg det bestemt også som muligt at komme videre i turneringen, siger Brian Priske.

Forskellen på Superliga-fodbold i Danmark og europæisk fodbold er dog markant, mener FC Midtjyllands assistenttræner.

- Tingene går hurtigere, spillerne er dygtigere, og der er en helt speciel intensitet i de europæiske kampe. Det tvinger spillerne til at skulle tænke hurtigere end vanligt, og samtidig skal de forholde sig til modspillere, som de ikke er vant til at møde i den hjemlige turnering, så europæisk fodbold kræver altid noget ekstra af såvel stab som spillere.

Brian Priske håber, at det første opgør på MCH Arena bliver uden skotske scoringer, for det vil være et godt rygstød inden rejsen til Ibrox Stadium i Glasgow.

- Rangers-holdet har garanteret en anden plan, siger Brian Priske med et skævt smil og fortsætter:

- Men et clean sheet er naturligvis altid en god ting, og jeg er sikker på, vi scorer både hjemme og ude. Det kræver med sikkerhed noget ekstra af os, men det skal vi vise, vi er klar til, siger Brian Priske.

Opgøret på MCH Arena fløjtes i gang klokken 20.00.

FCM vs. BIF – 1. sep.

Køb billet