20.06.2017, 12:00 | Af: Jakob Nørgaard | Foto: FC Midtjylland

Bulgarsk stortalent til FC Midtjylland

Bozhidar Kraev er ny FC Midtjylland-spiller. Den unge offensivspiller får fem år på heden

FC Midtjylland tilføjer fremtidens offensive våben i det bulgarske stortalent Bozhidar Kraev, der kommer fra Levski Sofia. Kraev var med til at spille sølvmedaljerne til Levski Sofia i seneste sæson, hvor den nye ulv scorede fire mål i ligaen.

- Det er et stort ungt talent, der er kommet på det bulgarske landshold allerede i en alder af 19 år, og han har spillet mange kampe i ligaen dernede. Han kan dække alle de offensive pladser, så det er en spiller, vi forventer os rigtig meget af, siger sportsdirektør Claus Steinlein.

Bozhidar Kraev er en offensiv spiller, der i udgangspunktet spiller på den offensive midtbane, men som også finder sig til rette på andre positioner; på kanterne eller som hængende angriber.

- Derfor er det jo en spiller, som fohåbentligt får nogle indhop her i den første tid og kan vænne sig til det danske spil og den danske kultur, og så skal vi forhåbentligt se ham blomstre om et halvt til et helt år, siger Claus Steinlein.

Bozhidar Kraev får en fem-årig aftale med FC Midtjylland.

- Vi er rigtig glade for at skrive under med Kraev, siger Claus Steinlein.

'FC Midtjylland tror på mig'
Bozhidar Kraev glæder sig til at komme i træningsdragten og begynde sit nye fodboldliv i FC Midtjylland.

- Det er perfekt for mig. Jeg er meget glad. Jeg har set frem til at komme her til klubben, siger Bozhidar Kraev.

Den unge spiller fylder 20 år på fredag den 23. juni, og sammensætningen af alder i truppen er noget af det, som Kraev har lagt mærke til, og som betyder noget for den nyeste tilføjelse til FC Midtjyllands i forvejen stærke flok af spillere fra årgang '97.

- Jeg ved, at det er en ung klub, som benytter sig af unge spillere. Der er en god kombination mellem unge og rutinerede spillere. Det er vigtigt for mig, så jeg kan udvikle mig som spiller og lære fra de ældre, siger Bozhidar Kraev.

- Jeg kan godt lide klubben allerede. Folkene her tror på mig, og de viser en stor interesse i mig, og det sætter jeg pris på. 

På banen kan man se frem til, at den 183 centimeter høje bulgarer vil bidrage fremad banen med en stor arbejdsradius.

- Jeg er en teknisk spiller, der laver chancer. Jeg vil gerne lave assists og score mål, og jeg leverer et stærkt løbearbejde. Jeg forventer at vise, hvad jeg kan udføre, og at jeg får succes her i FC Midtjylland, siger Bozhidar Kraev.