27.09.2018, 09:21 | Af: Flemming Linnebjerg | Foto: Getty Images

Dalum-målmanden må være træt

Cheftræner Jess Thorup glædede sig over videre avancement i Sydbank Pokalen - selv om det ikke skete på den kønneste måde

Da FC Midtjylland løb ind på Lars R. Jacobsen Park i Dalum onsdag eftermiddag, var det med ni ændringer i startopstillingen i forhold til Superliga-opgøret mod Sønderjyske - heraf var der to debutanter.

Brasilianske Evander Ferreira fik for første gang lov til at vise sig frem i en tællende kamp, hvilket han gjorde fornuftigt, og han kronede endda indsatsen med udligningen til 1-1. Frederik Brandhof var også med for første gang, og den flittige FCM-spiller fik 120 minutters kamp i benene i sin officielle debut.

- Vi så, at Evander har gode visioner i sit spil, og Brandhof viste ligeledes gode takter, selv om han indledte kampen på en lidt uvant plads. Når nye folk kommer ind på holdet, kræver det naturligvis lidt tid, inden der skabes de rette relationer, siger Jess Thorup.

Han understreger, at første halvleg ikke forløb som håbet, men han roste også Dalums 2. divisionshold for at levere en stærk og uimponeret indsats.

- Kampen var et bevis på, hvad der sker, hvis man slækker lidt på tingene. Dalum har et fint hold, og de havde chancer til mere end det ene mål, de scorede i de første 45 minutter. Vi traf mange forkerte beslutninger, og indsatsen i første halvleg var ukoncentreret. I pausen skiftede vi ud og ændrede formation, hvilket gav kampen et andet udtryk, mener Jess Thorup.

Han kan ikke huske, hvornår han sidst overværede en kamp, hvor der var så mange chancer, men FCM-mandskabet måtte nøjes med to scoringer - sejrsmålet sat ind af Paul Onuachu, som også stod bag oplægget til Evanders udligning.

- Dalum-målmanden må være meget træt, for han præsterede godt nok mange fine redninger undervejs, siger Jess Thorup med et skævt smil.

Han glædede sig over at være videre i Sydbank Pokalen, og han var ikke så forskrækket over den humpende vej derhen.

- En del af forklaringen var jo, at vi skiftede meget ud, og det var bestemt ikke lige kønt det hele, men vi er videre, siger Jess Thorup, som undervejs sendte endnu en debutant på banen i skikkelse af 18-årige Nicolas Madsen, som har sine rødder på Fyn.

- Det var fint at give ham debut her på Fyn, og Nicolas gjorde et fint indhop, lyder det rosende fra FCM-cheftræneren, som nu har fokus rettet med næste opgave - lørdagens Superliga-hjemmekamp mod Hobro IK.