14.06.2018, 10:00 | Af: | Foto: FC Midtjylland

De danske mestre forstærker sig yderligere

FC Midtjylland styrker truppen med tilgangen af Ayo Simon Okosun, der er hentet på en femårig aftale fra AC Horsens.

- Først og fremmest er han en dygtig fodboldspiller. De rosende ord kommer fra FC Midtjyllands sportschef Svend Graversen, og ordene retter sig mod klubbens seneste nyerhvervelse, 24-årige Ayo Simon Okosun.

Midtbanespilleren, som senest har repræsenteret AC Horsens, har underskrevet en femårig kontrakt med de danske mestre, som dermed beviser, at ærgerrigheden i højeste grad er intakt på bagkant af klubbens andet danske mesterskab.

- Ayo er en spiller med klare kompetencer, men han er også en arbejdsom og viljestærk spiller, som via sin karriere indtil nu har bevist, at han er lærevillig og stædig i forhold til at nå sine fodboldmæssige mål, siger Svend Graversen.

Han tilføjer, at det er en fælles ambition, at midtbanespilleren fortsætter sin fodboldmæssige udvikling i FC Midtjylland – og at det på den måde, på den lange bane, måske kan føre til enhver dansk fodboldspillers drøm – nemlig kampe i nationaldragten.

I den forgangne sæson var Ayo Simon Okosun den klart bedste duelspiller i Superligaen, med en afstand på mere end 100 vundne nærkampe ned til nummer to på listen, og den nye Ulvekriger var ydermere involveret i næsten 25 procent af alle AC Horsens-scoringer.

Han er kendt som en dygtig boks-til-boks spiller, han er løbestærk samt flittig, og så er han dygtig og komfortabel på bolden, hvilket han glæder sig til at vise i FC Midtjylland.

- Da interessen fra FC Midtjylland opstod, var det en nem beslutning for mig at takke ja, det er jo Danmarks bedste klub, og jeg ser mit skifte som det rigtige skridt i bestræbelserne på at udvikle mig yderligere som fodboldspiller, siger Ayo Simon Okosun, som glæder sig til at optræde på MCH Arena foran klubbens loyale fans.

- Jeg er en type, som kommer med masser af fysik og fight, og så giver jeg mig 100 procent hver eneste gang, jeg går på banen.

Han beskriver også sig selv som en boldsikker spiller med en fin teknik, og med sin højde har han ydermere klare forcer i hovedspillet, men jeg kan sagtens være med, når spillet foregår langs jorden, understreger Ayo Simon Okosun.

- Jeg fokuserer på at gøre det godt hver eneste dag i FC Midtjylland, så kommer resultaterne også, og jeg håber, jeg så hurtigt som muligt får muligheder for at bidrage med det, jeg kan, så vi sammen kan bygge videre på den flotte sæson, FC Midtjylland spillede i 2017/18, siger Ayo Simon Okosun.

Han møder ind til første arbejdsdag sammen med resten af FC Midtjylland-truppen, når de den 14. juni i Ikast indleder træningen forud for titelforsvaret og Champions League-kvalifikationskampene.

Fakta
Navn: Ayo Simon Okosun
Født: 21. juli 1993 i København
Opvækst: København
Position på banen: Midtbanespiller
Tidligere klubber: AB, FC Grosseto (Italien), Vendsyssel FF, AC Horsens
Diverse: Han scorede syv gange og lavede tre assists i Superligaen 2017/18

Yderligere oplysninger
Svend Graversen, sportschef FC Midtjylland, 25 60 00 40