29.06.2018, 17:52 | Af: Mads Jakobsen | Foto: Daniel Stentz

De svenske mestre nedlagt i Vildbjerg

FC Midtjylland slog Malmø FF 2-1 i et intenst, men chancefattigt opgør

FC Midtjylland - Malmø FF 2-1 (0-1)

De danske og svenske mestre tørnede sammen i et nordiske topopgør, forud for begge klubbers indtræden i kvalifikationen til Champions League. Der var høj sol og flot fremmøde, men den gode stemning uden for banen var erstattet af hård fight inden for kridtstregerne.

Kampens indledning var intens og det var tydeligt at begge hold forsøgte at tage styringen og sætte sig på kampen. Der blev satset i det offensive spil og i hver eneste nærkamp. 

Dagens fødselar Mikkel Duelund forsøgte sammen med resten af offensiven at trænge igennem den svenske defensiv, men ligesom i den modsatte ende blev det kun til få chancer. Der skulle derfor også et straffespark til at få gang i målscoringen. Jesper Hansen ramte landsmanden Lasse Nielsen i hovedet efter et hjørnespark og Rosenberg eksekverede sikkert med en afslutning midt i målet. 

Trænerstaben benyttede pausen til at skifte fem spillere - Munksgaard, Kroon, Mabil, Sparv og Wikheim erstattede Thychosen, Dovbyk, Duelund, Drachmann og Onuachu – mens Malmøs opstilling forblev uændret. FC Midtjylland kom bedre ud til 2. halvleg og efter 51. minutter blev der bragt balance i regnskabet. Som så mange gange før kom Sanneh højeste i feltet og headede et indlæg fra Jakob Poulsen ind bag den tidligere FCM-målmand Johan Dahlin. 

Målet gav et boost til de midtjyske Ulvekrigere, der pludselig skabte flere chancer. Simon Kroon var tættest på at score, men Dahlin fik fingerspidserne på ved roden af stoplen. Føringsmålet kom i stedet fra en uventet fod, idet Tim Sparv flugtede bolden i kassen fra lang afstand. Et pragtmål, med ligheder til scoringen mod Southampton, fra den store finne, der sjældent bringer sig selv på scoringstavlen. 

Trænerstaben benyttede føringsmålet til at foretage den ottende, niende og tiende udskiftning; Kraev og de to Akademi-spillere Oliver Olsen og Nicolas Madsen blev skiftet ind. Malmø havde svært ved at finde et modsvar og i den modsatte ende drev særligt Wikheim og Kroon gæk med de lyseblå. 

Det blev ikke til flere scoringer, hvorfor FC Midtjylland kunne trække sig sejrsrigt ud af den nordiske topkamp. 

Startopstilling - FC Midtjylland
Hansen, Korcsmár, Sanneh, Sviatchenko, Thychosen, Poulsen, Drachmann, Dal Hende, Dovbyk, Duelund og Onuachu

Indskiftninger
46': Munksgaard, Kroon, Mabil, Sparv og Wikheim
61': Nicolaisen og Kairinen 
74': Kraev, Olsen og Madsen

Startopstilling - Malmø FF
Dahlin, Larsson, Safari, Rieks, Lewicki, Bachirou, Rosenberg, Strandberg, Christiansen, Bengtsson og Nielsen

Indskiftninger
67': Jeremejeff og Ssewankambo 
86': Innocent og Brorsson

FCM vs. EFB – 28. jul.

Køb billet

Tilmeld dig FCM nyhedsbrev og få alle nyheder direkte i din inbox