16.11.2019, 10:54 | Af: Flemming Linnebjerg | Foto: Getty Images

De unge FCM-spillere leverer på et højt niveau

I sommers forsvandt masser af rutine og mere end 1000 Superligakampe fra FC Midtjylland – men yngre spillere trådte straks i karakter

- De unge spillere i truppen er selvfølgelig på materialeholdet, som sørger for bolde, kegler, veste og den slags, og derudover kører vi jo lidt på dem, når vi er på vores sociale ture til udlandet. Endelig er vi ekstra hårde ved dem vedrørende disciplin, så der falder en del bøder, når de bruger mobilen i omklædningsrummet.

FC Midtjyllands anfører Erik Sviatchenko smiler, for han kender turen – han har selv taget den fra akademiet til nu at stå som holdets rutinerede leder på og uden for banen, og han er imponeret over de mange unge spillere, som trådte i karakter, da FC Midtjylland i sommerens transfervindue mistede mange af de bærende og rutinerede spillere.

1008 Superligakampe forsvandt på én gang med Jakob Poulsen (286 kampe), Rilwan Hassan (264 kampe), Paul Onuachu (181 kampe), Kian Hansen (161 kampe) og Gustav Wikheim (116 kampe), og afløserne var unge og forholdsvis uprøvede spillere, hvilket dog ikke har haft den store betydning i 3F Superligaen, hvor FC Midtjylland fører med syv point ned til nummer to, FC København.

- For mig er de unges integration i truppen vigtig. De er fremtiden, og de rummer den kådhed, som alle hold behøver. Jeg er derfor tæt på dem sammen med de øvrige rutinerede spillere i truppen, og vi guider dem hver dag. Det gælder både i forhold til de unges udvikling på banen, men også uden for banen hjælper vi dem med at tage ansvar og bidrage til fællesskabet, siger Erik Sviatchenko og tilføjer hurtigt:

- De unge spillere gør deres arbejde fremragende.

De unge spillere er eksempelvis Evander (21 år), Frank Onyeka (21 år), Mikael Anderson (20 år), Jens-Lys Cajuste (20 år), Junior Brumado (20 år), Nicolas Madsen (19 år), Nikolas Dyhr (18 år) og Gustav Isaksen (18 år), og faktisk skal man tilbage til sæsonen 2011/12 for at finde en lige så ung trup, som den FC Midtjylland spiller med i denne sæson, hvor gennemsnitsalderen er under 25 år.

- Jeg mener ikke, de unge spillere skal overbevise nogen, men de skal vise, de brænder for deres udvikling, og at de er til stede hver eneste dag. Når de går fra banen efter træning og kamp skal de tænke: Hvad har jeg bidraget med i dag, og har jeg gjort en forskel for mig selv og holdet, siger rutinerede Erik Sviatchenko, som i den seneste kamp mod FC København var en del af et FCM-mandskab, som spillede med en gennemsnitsalder på 24,2 år, mens københavnernes gennemsnitsalder var 26,7 år.

- Kravene til de unge spillere er enorme, men lever de op til dem, får de alles respekt, og det må man sige, at vores unge spillere virkelig gør i øjeblikket, lyder det rosende fra kaptajnen.

FCM vs. AGF – 15. dec.

Køb billet