06.12.2018, 14:47 | Af: Flemming Linnebjerg | Foto: Getty Images

Drachmann glæder sig til gensynet med MCH Arena

OB-anføreren står fredag aften atter over for sin gode ven Marc Dal Hende

For mindre end et halvt år siden fejrede Janus Drachmann det danske mesterskab med FC Midtjylland.

Fredag aften vender han for første gang tilbage til MCH Arena efter sommerskiftet til OB, og det er et gensyn, han ser frem til.

- Selvfølgelig bliver det specielt, sådan er det altid, når man vender tilbage til et sted, man har haft sin daglige gang, men jeg glæder mig og er spændt på den gode måde, siger Janus Drachmann.

Han har på rekordtid etableret sig som en nøglefigur i Odense, hvor han er blevet genforenet med sin cheftræner fra Sønderjyske-tiden, Jacob Michelsen, og den konstellation har efter en svær begyndelse pointmæssigt for alvor fundet niveauet - og Janus Drachmann har endda overtaget anførerbindet efter Kenneth Emil Petersen.

Det første indbyrdes opgør mellem FC Midtjylland og OB sluttede 1-1 i Odense på en sen, fynsk udligning, og det var Marc Dal Hende, som scorede gæsternes mål - en spiller som Janus Drachmann har et tæt og varmt venskab med.

- Inden kampen i Odense sagde jeg, at det var lang tid siden, Marc havde scoret, og så scorede han selvfølgelig mod os, så denne gang har jeg ingen kommentarer vedrørende Marc og scoring, siger OB-anføreren grinende.

Netop venskabet mellem de to er naturligvis på stand by under fredagens kamp, for vi jagter jo ikke det samme resultat, som Janus Drachmann tørt konstaterer, men han understreger, at en fodboldkamp aldrig kommer på tværs af venskabet.

- Overhovedet ikke. En taber er altid sur, og selv om vinderen får håneretten, er både Marc og jeg bevidste om, at den bruger man ikke lige umiddelbart efter kampen, siger Janus Drachmann, som ser frem til at teste OB's øjeblikkelige storform mod de regerende danske mestre.

- Vi har ændret på vores formation, hvilket har givet mere tryghed på holdet, og samtidig har de mange nye spillere fundet bedre og bedre sammen. Helt banalt handler det også om, at sejre avler selvtillid, og den bølger rider vi på i øjeblikket. Kampen mod FC Midtjylland, som er ubesejret på hjemmebane i denne sæson, er en perfekt test for os, mener Janus Drachmann.

Opgøret på MCH Arena fløjtes i gang klokken 19.00.